Parken mister penge efter få transferindtægter i FCK: Fra millionoverskud til underskud
Sidste år var det næsten lige omvendt i samme periode, da der her kunne fremvises et overskud på 23,2 millioner kroner.
Det oplyser Parken fredag eftermiddag, hvor koncernen også kan vise, at den generelle omsætning er steget med 45,8 millioner kroner. Selskabet har bare brugt flere penge, end der er kommet ind.
En af de væsentligste årsager er et fald i transferindtægter. Sidste år fik FCK 73,4 millioner kroner ind på den konto. Det skyldtes blandt andet salget af backen Viktor Kristiansen til Leicester i januar 2023.
I dette års transfervindue har der ikke været nævneværdige salg, og resultatet af transfervinduet lyder på et minus på 11,6 millioner kroner.
Parken understreger, at selskabet stadig forventer et overskud for hele året på 250 millioner til 300 millioner kroner før skat.
Forventningerne er baseret på FC Københavns deltagelse i Europa League i næste sæson.
Det er endnu ikke sikkert, at FCK kvalificerer sig til Europa, da topstriden i Superligaen er særdeles tæt lige nu. FCK kan risikere at ende som nummer fire, som ikke giver adgang til Europa.
På banen gik det ikke godt for FC København torsdag aften, da holdet tabte 1-2 til FC Midtjylland i Parken.
Med nederlaget røg FCK fra førstepladsen og ned på tredjepladsen. Ligaens tredjeplads er en placering, som giver adgang til en playoffkamp mod ligaens nummer syv om en plads i kvalifikationen til Conference League.
Hvis FCK skal forbedre den placering, kræver det, at holdet henter flere point end FCM og Brøndby, der er placeret på de to øverste pladser lige nu.
Der resterer to kampe i denne sæson, og FCK skal i de næste kampe møde AGF og FCN.