Silkeborg venter med at glæde sig til Europa
Det er dog alt for tidligt at skænke Europa en eneste tanke. Sådan lyder det fra Silkeborgs cheftræner og flere spillere efter torsdagens triumf i Parken.
"Europa fylder nada sådan en dag her. Det er en ekstra bonus, der ligger derude. Lige nu fylder stoltheden over, at lille SIF er gået hele vejen og står med en pokal. Den følelse tager vi også med os på sommerferien," siger cheftræner Kent Nielsen.
Efter bronzemedaljerne i 2022 var Silkeborg sikret deltagelse i et europæisk gruppespil, og holdet slap hæderligt fra deltagelsen i Conference League ved at opnå seks point.
Denne gang skal klubben gennem flere kvalifikationsrunder inden et gruppespil, og Kent Nielsen mener ikke, at kvaliteten på hans hold er helt den samme som for to år siden.
"Når vi så møder ind igen efter ferien, så skal vi nok også glæde os til Europa. Vi gjorde det jo godt sidst, selv om vi nok ikke er helt så stærke den her gang," siger Kent Nielsen.
Midtbanespilleren Pelle Mattsson er glad for sidegevinsten ved pokaltitlen, men der går flere uger, før han kommer til at skænke europæisk fodbold flere tanker.
"Europa bliver en kæmpe oplevelse, som jeg glæder mig helt vildt til. Vi har prøvet det før, og det bliver kæmpe stort igen," siger Mattsson, før han fortæller, hvad der optager ham lige nu.
"At vinde pokalfinalen med min klub, som jeg har spillet for, siden jeg var 12 år, er kæmpe stort for mig," siger Mattsson.
Pokalhelten Oliver Sonne, der scorede finalens enlige mål, har bebudet, at han gerne vil skifte til en større klub efter sæsonen. Han har svært ved at vurdere, om en tur i Europa kan få ham på andre tanker.
"Det er tidligt at stå og sige, om det kan få mig til at blive i Silkeborg, men det er en fed mulighed for klubben. Vi må se, hvilke tilbud der kommer på mig, og hvad klubben siger til dem."
"Jeg har prøvet Europa en gang før, og det var en stor oplevelse, så jeg glæder mig, hvis jeg skal spille det igen. Men lige nu er det pokaltitlen, der fylder," siger Oliver Sonne.