Ubesejrede Leverkusen tæmmer Roma og nærmer sig europæisk finale
Den tyske mesterklub tog torsdag aften et stort skridt mod at sikre en plads i Europa League-finalen, da den første semifinale ude mod AS Roma blev vundet med 2-0.
Dermed har Xabi Alonsos succesfulde mandskab fjernet endnu en svær forhindring i jagten på at gå ubesejrede igennem sæsonen i alle turneringer. Indtil videre lyder den utrolige stime på 47 gældende kampe i træk uden nederlag.
Indledningen på torsdagens duel på Olimpico i Rom var tæt, og hjemmeholdets Romelu Lukaku nåede at teste overliggeren, inden Roma selvforskyldt kom bagud.
Højrebacken Rick Karsdorp forærede bolden væk i eget felt. Alejandro Grimaldo opsnappede den og spillede Florian Wirtz fri til en let scoring.
Herfra overtog Leverkusen kampen, og 2-0-målet i det 73. minut var helt fortjent.
Et kontraangreb så ellers ud til at mislykkes for Leverkusen, som flere gange måtte spille bolden bagud efter ellers at være brudt igennem i feltet. Til sidst havnede den hos Robert Andrich, som drejede bolden op i målhjørnet.
Roma har været i en europæisk finale i de seneste to sæsoner - Conference League i 2022 og Europa League i 2023 - men det ser ikke ud til at blive tre på stribe. I så fald skal holdet oppe sig gevaldigt i Tyskland om en uge.
Der er noget mere spændingen om udfaldet i den anden semifinale i Europas næstbedste klubturnering.
Det første opgør mellem franske Marseille og italienske Atalanta endte 1-1 i Sydfrankrig.
Den hårdføre angriber Gianluca Scamacca udnyttede en stor chance efter ti minutters spil, mens hjemmeholdets Chancel Mbemba udlignede ti minutter senere på et flot langskud.