UEFA bekræfter disciplinærsag mod FCM-profil: Anklaget for overtrædelse af adfærdsregler
FC Midtjyllands Aral Simsir risikerer at blive straffet for sin opførsel i Europa League-kampen mod Maccabi Tel Aviv i begyndelsen af oktober.
Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) bekræfter over for fodboldmediet Bold og B.T., at der er åbnet en disciplinærsag mod den rapfodede offensivspiller.
"Efter en undersøgelse foretaget af en af UEFAas etik- og disciplinærinspektører er der blevet indledt en disciplinærsag mod FC Midtjylland-spilleren Aral Simsir for en påstået overtrædelse af UEFAs adfærdsregler", lyder det i en mail til B.T.
Ifølge Bold anklagede Maccabi Tel Aviv ham for at råbe "Befri Palæstina. Jeg håber, I dør" under og efter kampen, der endte med en sejr på 2-0 til FC Midtjylland.
Den danske mesterklub har gentagne gange udtalt, at den "ikke kan genkende Maccabi Tel Avivs udlægning" af sagen.
Opgøret blev spillet på neutral grund i Serbiens hovedstad, Beograd, på grund af situationen i Mellemøsten.
Aral Simsir var med på banen og lavede assist, da FC Midtjylland torsdag aften slog belgiske Royale Union Saint-Gilloise 1-0 på hjemmebane.
Der er ikke angivet en tidslinje for disciplinærsagens forløb, og det vides ikke, hvornår en eventuel straf kan træde i kraft.