Vandt Europa League, nu er han fortid: Sevilla fyrer succestræner efter skidt sæsonstart
Sevilla har søndag valgt at fyre cheftræner Jose Luis Mendilibar efter en skidt sæsonstart.
Det oplyser den spanske klub på sin hjemmeside.
Hans sidste opgave på sidelinjen for den andalusiske klub blev lørdagens 2-2-kamp mod Rayo Vallecano i den spanske liga, hvor Sevilla indtager en skuffende 14.-plads.
For mindre end fem måneder siden førte Mendilibar Sevilla frem til klubbens syvende triumf i Europa League.
I finalen i Budapest besejrede Sevilla italienske AS Roma efter en afgørelse i straffesparkskonkurrence.