Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Bekymret Guardiola advarer City-trup før FA Cup-finale: United har imponeret mig

Ritzau
Bekymret Guardiola advarer City-trup før FA Cup-finale: United har imponeret mig
Bekymret Guardiola advarer City-trup før FA Cup-finale: United har imponeret migProfimedia
Lørdag er der dømt Manchester-derby i FA Cup-finalen, når Manchester City og Manchester United mødes på Wembley i London.

City, der for nylig vandt Premier League, er forhåndsfavorit.

Men Manchester City-træner Pep Guardiola advarer sine spillere inden kampen.

Han mener, at Manchester United er i stand til at ødelægge deres drømme om The Treble - det populære navn for at vinde det engelske mesterskab, FA Cuppen og Champions League i samme sæson.

Det lykkedes senest et engelsk hold at vinde the treble i 1999, da Manchester United gjorde det.

Pep Guardiola mener, at Erik ten Hags United-mandskab har nok kvalitet til at skade holdet, hvis ikke City er på topniveau.

Guardiola så Uniteds 4-1-sejr over Chelsea senest, og minderne om Citys 1-2-nederlag på Old Trafford i januar hjemsøger stadig spanieren, der lige nu har nok at se til.

Den 10. juni skal Manchester City op mod Inter i Champions League-finalen, som sammen med lørdagens FA Cup vil være sidste fjer i hatten mod The Treble.

Men City-træneren tager en ting ad gangen.

"Jeg er mere fokuseret på United lige nu. Jeg så deres kamp mod Chelsea. Jeg var virkelig imponeret, og jeg har gennemgået, hvad de gjorde ved os i kampen på Old Trafford", siger Guardiola ifølge AFP.

"Som tidligere skal vi være forsigtige, og vi skal forberede os det bedste, vi kan", lyder det fra Guardiola.

En anden og muligvis afgørende faktor i FA Cup-finalen kan blive Manchester Citys målmaskine Erling Haaland, der har bombet kasser ind på stribe i den hjemlige liga.

Den norske angriber har scoret 52 mål i alle turneringer, inklusive 36 mål i Premier League der har gjort ham til sæsonens topscorer. Det er desuden flest mål på en sæson i Premier Leagues historie.

Man er i Manchester United godt klar over, at der skal lukkes ned for ham.

Men ligefrem at frygte ham er der ingen grund til, når man spørger Uniteds forsvarsspiller Raphaël Varane.

"Frygt? På ingen måde. Hvorfor det?", siger Varane til The Telegraph.

"Ja, han er en meget god spiller, det ved vi alle sammen. Men faren fra City er overalt, de er meget komplette", siger Manchester United-forsvareren.

Han peger på, at en spiller som Kevin De Bruyne kan være nøglen til at stoppe Haaland. Fordi stopper man De Bruyne, kan han ikke lægge op til Haaland.

De Bruyne afsluttede ligasæsonen med 16 assists, hvoraf halvdelen var til nordmanden.

Der er lagt op til en stor finale, hvor United, der sluttede på tredjepladsen i Premier League, også drømmer om at hente endnu en titel til klubbens store trofæskab.

"Selvfølgelig ved vi, at det er en stor finale. Vi har hele året kæmpet for at vinde titler. Vi vil gøre absolut alt for at vinde", siger United-keeper David De Gea ifølge AFP.