Manchester United i FA Cup-finale trods fantastisk Coventry-comeback
Coventry udlignede således til 3-3 i overtiden, ved den tidligere Sønderjyske-angriber Haji Wright og i den forlængede spilletid fik de endda et 4-3 mål af danske Victor Torp annulleret.
I den følgende straffesparkskonkurrence scorede både Christian Eriksen og Rasmus Højlund og sidstnævntes scoring blev matchafgørende.
Dermed står den nu på Manchester-derby i FA Cup-finalen.
Forinden havde de to øvrige danskere i kampen, Christian Eriksen og Victor Torp, begge scoret sikkert.
Dermed er United klar til FA Cup-finalen, hvor lokalrivalen Manchester City venter 25. maj.
Fra kampens start var det tydeligt at se, at Coventry har sin daglige gang i den næstbedste engelske fodboldrække. Manchester United sad på stort set alt spillet i første halvleg, og halvvejs kom Manchester-klubben i front.
Den målfarlige midtbanemand Scott McTominay kom forrest på et indlæg og sendte bolden i et tomt mål.
United var i fuld kontrol, og i tillægstiden af første halvleg steg Harry Maguire flot til vejrs på et hjørnespark og headede sit hold på 2-0.
I anden halvleg blev føringen udbygget yderligere, da anfører Bruno Fernandes opsnappede en løs bold i Coventry-feltet og sendte den fladt i mål.
Coventry var i anden halvleg mest på bolden, og 20 minutter før tid blev Uniteds nye midtstopperduo med Maguire og Casemiro udstillet, da ingen dækkede Ellis Simms op på et indlæg, som Coventry-angriberen sendte i kassen.
Med ti minutter tilbage af opgøret kom der for alvor spænding i opgøret, da Callum O'Hare forsøgte sig fra distancen. Bolden ramte Aaron Wan-Bissaka i ryggen og sejlede efterfølgende over André Onana i United-målet.
Derfra trykkede Coventry på, og danske Victor Torp var blandt andet tæt på med en flugter, men Onana afviste.
Coventry-presset gav endnu mere plads til Uniteds omstillinger. Få minutter før tid burde Rasmus Højlund have lukket kampen, men den danske angriber leverede ikke, og det skulle vise sig at koste.
I tillægstiden ramte bolden efter et indlæg Wan-Bissaka på armen i United-feltet, og dommeren pegede på straffesparkspletten.
Den tidligere Sønderjyske-angriber Haji Wright scorerede på straffesparket, fuldendte et vildt Coventry-comeback og sendte kampen i forlænget spilletid.
Her var Bruno Fernandes efter få minutter tæt på at sende United foran igen, da han tordnede bolden på undersiden af overliggeren.
Det samme gjorde Ellis Simms få minutter før tid, men ingen af gangene krydsede bolden stregen.
I tillægstiden af den forlængede spilletid troede danske Victor Torp, at han havde fuldendt Coventry-sensationen med en scoring til 4-3, men målet blev efterfølgende annulleret af VAR for offside i opspillet.
Derfor skulle finalebilletten uddeles fra straffesparkpletten, hvor Manchester United altså var skarpest.