Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kasper Dolberg lyner to gange i sikker Anderlecht-sejr

Ritzau
Kasper Dolberg var knivskarp søndag aften.
Kasper Dolberg var knivskarp søndag aften.Virginie Lefour/Belga Mag/Belga via AFP
Alle tre danskere var involveret i mål, da Anderlecht søndag slog Kortrijk 4-0 i den bedste belgiske række.

Anderlechts danske delegation er blevet et par medlemmer fattigere i de seneste måneder, men de tilbageværende kan også uden Brian Riemer og Jesper Fredberg.

Søndag var alle de tre startende danskere således involveret i mål, da Anderlecht hjemme baskede Kortrijk 4-0.

Kasper Dolberg åbnede efter 37 minutter festen med en meget sikker scoring på straffespark, og siden lukkede landsholdsangriberen også ballet et kvarter før tid direkte på frispark.

Dermed har 27-årige Dolberg scoret fem gange i denne uge, efter at han torsdag blev indskiftet i en pokalkamp og scorede tre gange på en halv time. I alt har han lavet 9 mål i 18 kampe på tværs af turneringer.

Ind imellem Dolbergs træffere søndag havde stopper Mathias "Zanka" Jørgensen i starten af anden halvleg headet på mål efter et hjørnespark, hvilket fremprovokerede et selvmål fra gæsterne til 2-0.

Og kantspilleren Anders Dreyer headede kort efter offensivkollegaen Mario Stroeykens fri til en 2-0-scoring og bidrog på den måde også til holdets første sejr i tre ligakampe.

Den sender Anderlecht op på femtepladsen, hvor man har hele 11 point op til førende Genk.

Dreyer var ligesom Dolberg en del af truppen, da Danmark senest spillede mod Spanien og Schweiz i Nations League. Tirsdag udtager Brian Riemer sin første trup som dansk landstræner.

Mathias "Zanka" Jørgensen meddelte i sommer, at han ikke længere står til rådighed for nationalmandskabet.