FCN-teenagere er forbløffede over egen dominans i Danmark: "Det er sindssygt"
De nordsjællandske kvinder vandt 2-1 over Brøndby efter mål af teenagerne Emilia Asgeirsdottir og Alma Aagaard.
I en alder af bare 18 år kan sidstnævnte nu konstatere, at hun har vundet alt i dansk klubfodbold.
"Jeg har ikke forstået, at vi vandt guld i lørdags, hvor vi ikke kunne fejre det. Og nu står vi her og har vundet begge pokaler."
"Der var ikke så meget at fejre sidst, hvor vi skulle op at træne dagen efter. Det har jeg sgu aldrig hørt om før efter et mesterskab, men nu skal vi fejre igennem. Nu skal vi fejre for to dage," siger Alma Aagaard.
FC Nordsjælland stiller med et hold, som ifølge analyseselskabet Cies Football Observatory er blandt de yngste i hele Europa.
Med et aldersgennemsnit på omkring 22 år er det den store talentmasse, der har båret holdet frem til succesen i sæsonen.
"Vi er alle sammen vildt unge, og der er allerede en ny generation på vej. Det er sindssygt, at så ungt et hold kan gå ind og dominere," siger Alma Aagaard.
På bare et år har FC Nordsjælland taget nogle enorme skridt. Det ser 19-årige Clara la Cour som et resultat af klubbens stærke system.
"Det er akademiets store fortjeneste. Jeg startede her, da jeg var 16 år, og derfra var jeg i gang med at blive lavet til en kvindeligaspiller."
"Man skal leve op til en vis standard, og vi har den spillestil, vi har. Man ved, hvad man skal. Det går bare hurtigere og hurtigere, jo højere du kommer op."
"For halvandet år siden var vi ved at skulle kæmpe om overlevelse, så der er sket en helt masse. Jeg tror, det er holddynamikken. Vi er alle sammen blevet så gode venner," forklarer hun.
FC Nordsjælland var skarpest i en pokalfinale, som var taktisk låst den første times tid, før Asgeirsdottir brød dødvandet i Herning.
Aagaard fordoblede føringen ved at score på tomt mål med et præcist spark, og selv om Julie Tavlo Petersson reducerede for Brøndby med et flot langskudsmål, var holdet fra den københavnske vestegn ikke rigtig tæt på at svare igen.
Det skuffer Brøndby-målscoreren.
"Vi var der ikke," siger hun slukøret.
"I anden halvleg lignede de nogle, der ville det mere end os. Dem, der vinder flest dueller, vinder ofte også fodboldkampe. Og det gjorde de."
"Hvis man ikke kan sætte sig op til de her kampe, er det meget svært at forstå. Der er i hvert fald ikke noget, jeg hellere vil end at vinde."
"Det kan være rutine, eller at man er nervøs. Vi skal i hvert fald hjem og tale om det," lyder konklusionen fra Julie Tavlo Petersson.