Analyse: Derfor er det godt for Barcelona, at Xavi fortsætter på trænerposten
Der gik lige lidt under tre måneder fra Xavi 27. januar meddelte, at han til sommer ville stoppe som cheftræner i Barcelona, til han 25. april omgjorde beslutningen på et pressemøde flankeret af klubpræsident Joan Laporta.
Det ligner ellers alt andet lige en sæson uden titler for det catalonske storhold. Der skal mere end et almindeligt mirakel til, for at Barça kan vippe ærkerivalerne fra Real Madrid af pinden og forsvare La Liga-titlen.
Alligevel er der ingen grund til som Barcelona-tilhænger at hænge med hovedet. På samme måde bør Madridistas ikke løbe runder i dagligstuen med armene over hovedet. For Xavi er en solid cheftræner, der på to og en halv sæson har formået at bringe Barcelona tilbage i den europæiske elite trods nærmest kaotiske tilstande udenfor kridtstregerne.
Et dyk ned i tallene fra de fem største ligaer viser nemlig, at meget få mandskaber har leveret lige så konsistente resultater på liganiveau, som Xavis Barcelona har. Faktisk er det kun Pep Guardiolas Manchester City og Carlo Ancelottis Real Madrid, der har et bedre pointsnit i ligaregi, siden Xavi tiltrådte.
Det gjorde han 6. november – vel at mærke efter klubbens kamp samme dag, hvor Barça med Sergi Barjuán på trænerbænken smed en 3-0-føring på udebane mod Celta Vigo og blot måtte nøjes med 3-3 – og siden er det blevet til 96 ligakampe i spidsen for storklubben.
66 af dem er blevet vundet, 16 er spillet uafgjort, 14 er tabt. Det giver en flot pointhøst på 214 point, et snit på langt over to point per kamp, som altså kun Manchester City med sine 232 point på 97 kampe og Real Madrid med sine 218 point på 96 kampe overgår.
Selv de uhyggeligt konsistente nykårede italienske mestre fra Internazionale, såvel som de evigt dominerende franske giganter fra Paris Saint-Germain, har Xavi altså formået at overgå i ligaregi, og i seneste sæson kunne han da også fremvise et sæt guldmedaljer for præstationen.
Givet, i indeværende sæson har det haltet til tider på ligafronten for Barcelona, men ikke desto mindre ligger Xavi i denne sæson på et højere pointsnit, end Carlo Ancelotti i sidste sæson gjorde med Real Madrid: Værre står det altså heller ikke til i Barcelona.
Man kan utvivlsomt fremføre argumenter for, at Xavi så til gengæld underpræsterer stort i europæisk regi, men alligevel opfyldte cheftræneren altså den budgetterede målsætning om at nå kvartfinalen, og havde Ronald Araujo ikke tabt hovedet fuldkommen hjemme mod PSG, kunne det måske også være blevet til en plads i semifinalen.
På samme måde var det i den grad marginalerne, der betød, at Barcelona overraskende ikke kom videre fra gruppespillet i sidste sæson, hvor Xavi med rette kunne føle sig snydt for et potentielt kampafgørende straffespark i den altafgørende gruppefinale mod føromtalte Internazionale.
Ikke desto mindre må præstationerne i Europa være lige netop det, der bliver Xavis helt store udfordring i sin tredje hele sæson i spidsen for Barcelona, som han altså efter sommerpausen vil kunne tage hul på.
For i ligaen har Xavi som skrevet bevist, at han kan levere konsistente resultater over en længere periode. Det er ikke altid lige kønt, og det ser ikke altid lige overbevisende ud, men tallene taler sit eget meget tydelige sprog.
Dertil skal det nævnes, at han har udrettet de imponerende ligaresultater i en periode, hvor Barcelona ellers har været enormt udfordret udenfor banen.
Klubben har længe været i økonomisk uføre, og dertil kan lægges den verserende sag om betalinger til José María Enríquez Negreira, forhenværende vicepræsident i den spanske dommerkomité.
De økonomiske problemer har konkret haft den betydning, at Barcelonas lønbudget ifølge Capology er barberet ned med over 20 procent siden Xavis ankomst. Over 425 millioner danske kroner har Barcelona således sparet på årlige lønudgifter hen over Xavis lidt over to sæsoner hidtil.
Således er den catalonske storklub gået fra et lønbudget på lidt over 2 milliarder danske kroner til nu at ligge på cirka 1,6 milliarder danske kroner per sæson. Gennemsnitligt har sæsonbudgettet i Barcelona været på cirka 1,86 milliarder danske kroner per sæson over de seneste tre sæsoner.
Det kan sammenlignes med gennemsnitlige lønbudgetter på cirka 1,95 milliarder danske kroner hos Bayern München, 1,96 milliarder danske kroner hos Manchester United, 2,31 milliarder danske kroner hos Real Madrid og 2,6 milliarder danske kroner hos Paris Saint-Germain over de seneste tre sæsoner.
Ser man yderligere på transferbalancen i de fem transfervinduer, hvor Xavi har været i Barcelona, er billedet nogenlunde det samme. Således lyder balancen i både Barcelona og Real Madrid på et underskud på omtrent 820 millioner danske kroner i perioden ifølge Transfermarkt.
Et underskud der dog overgås af rigtig mange storspenderende klubber, herunder Olympique de Marseille, Juventus, West Ham United, Aston Villa, Liverpool, Tottenham Hotspur, Arsenal, Paris Saint-Germain, Manchester United, Newcastle United og Chelsea.
Sportsligt har det heller ikke været ligetil for Xavi, der har måttet se tre enorme kulturbærere tage afsked med klubben i løbet af sin tid som cheftræner i form af Gerard Piqué, Sergio Busquets og Jordi Alba.
Afslutningsvis kan der tilføjes et væld af skader, i denne sæson med en alvorlig knæskade til midtbanedynamoen og en af klubbens nye kulturbærere, Gavi, mens også Frenkie de Jong har været ramt af adskillige længerevarende skader, og det bør hurtigt stå klart, at Xavi har præsteret flotte resultater under svære omstændigheder.
Som prikken over i’et har Barcelona end ikke sin normale hjemmebane til rådighed i denne sæson, da det ikoniske Camp Nou i øjeblikket renoveres.
Det har henvist Xavi og Co. til det olympiske stadion på Montjuïc, et stadion med løbebane og i en svært tilgængelig del af byen, hvorfor Barcelona blot ligger med ligaens sjette højeste tilskuergennemsnit i denne sæson.
Alt i alt har Xavi altså præsteret et pointgennemsnit på niveau med Carlo Ancelotti i Real Madrid og Simone Inzaghi i Internazionale, mens han har stået i spidsen for en klub indhyllet i kaos udenfor kridtstregerne, et kaos der dog naturligvis også har haft sportslige konsekvenser.
Formår Barcelona at få nogenlunde styr på bagsmækken, formår Laporta at redde trådene ud økonomisk, og vender klubben planmæssigt retur til Camp Nou i slutningen af 2024, kan Xavi sagtens være den rette mand for klubben fremadrettet.
Tallene peger i alle tilfælde i cheftrænerens favør.