Ancelotti utilfreds efter remis mod rivaler: "Vi fortjente at vinde"
Real Madrid var tæt på sejren, men den glippede, da Marcos Llorente scorede dybt inde i overtiden efter meget passivt forsvarsspil fra Real Madrids side.
Hverken Nacho Fernández eller Dani Carvajal gik efter bolden, og målmanden Andriy Lunin forlod heller ikke stregen. Umarkeret kom den spanske landsholdsspiller, Marcos Llorente, med den slags opportunisme, der gør, at kampen om LaLiga-titlen blev åbnet op. På trods af Atletico Madrids sene udligning, mener hjemmeholdets træner Carlo Ancelotti, at hans hold fortjente sejren.
"Det var en rigtig god kamp fra vores side. Vi spillede godt og kontrollerede godt, men vi var uheldige at indkassere i sidste minut. Vi fortjente at vinde, men der har været mange kampe, som vi har vundet i de sidste minutter. Vi fører stadig ligaen, og vi har en mulighed for at tage endnu et stort skridt igen næste lørdag."
Den italienske træner var da i det store hele også meget tilfreds med sine spilleres indsats:
"Jeg vil gerne fremhæve alles engagement, uanset hvor mange minutter de spiller. Alle er klar, forberedte og bidrager. Når man har et hold med kvalitet og engagement, er det lettere at opnå succes."
"En speciel kamp"
Real Madrid var gennem det meste af kampen i fuld kontrol over begivenhederne, men der var dog alligevel nogle facetter af spillet, hvor rivalerne fra Atletico så stærkere ud, mener Ancelotti.
"De gjorde meget brug af indlæg, og ideen var at undgå dem ved at presse. Det var vigtigt med hjælp til dødbolde, og derfor spillede vi i en zone.
"De havde en del mere højde på banen, og derfor vandt de også luftduellerne."