Barça-åbenbaring ramt af forfærdelig skade: Frygtes færdig resten af sæsonen
Der var ganske få minutter tilbage af tirsdagens opgør ude mod Rayo Vallecano, da FC Barcelonas 17-årige midtbaneåbenbaring Marc Bernal satte en vigtig tackling ind overfor hjemmeholdets 29-årige profil Isi Palazón.
Desværre for Bernal og for Barças nye cheftræner, tyske Hansi Flick, ramte Palazón den catalonske teenager direkte på knæet, og straks stod det klart, at Bernal var kommet slemt til skade.
Midtbanespilleren kom ikke tilbage på grønsværen på Campo de Fútbol de Vallecas og måtte hjælpes fra banen, før han forlod stadion i den spanske hovedstad på krykker. Nu venter en række tests onsdag for Bernal.
Men allerede nu ser det ud til, at Flick må se sig om efter en afløser for det 17-årige stortalent, der var midt i et større gennembrud efter tre startpladser i træk i La Ligas åbnende runder i denne sæson, for de umiddelbare meldinger lyder således på en mulig skade på teenagerens forreste korsbånd.
Ved dommerens slutfløjt løb netop Flick straks på tværs af banen for at se til Bernal på modsatte sidelinje, og efter opgøret, der endte med en 2-1-sejr til Barcelona, præcis som Flicks første to kampe i spidsen for Barcelona, kunne Flick da heller ikke skjule sin ærgrelse.
”I sidste ende er det en trist sejr, for Marc Bernal er skadet. Det ser ikke så godt ud. Vi må vente indtil i morgen og de kommende dage for at se, hvordan det står til. Vi vinder, det er okay, men når du kigger i omklædningsrummet, er der ingen, der er glade,” fortæller Flick ifølge DAZN.
Bernal stod ellers midt i et større gennembrud, efter den 17-årige midtbanespiller er blevet vist stor tillid fra Flick i tyskerens indledende kampe som cheftræner i Barcelona. Med skader til adskillige spillere, herunder danske Andreas Christensen, stortalentet Gavi og hollandske Frenkie de Jong, der alle kan spille på netop midtbanen, har Flick kigget i retningen af yngre kræfter.
Således var Bernal sammen med 20-årige Marc Casadó med fra start, da Barcelona indledte La Liga-sæsonen mod Valencia CF for nylig med en 2-1-sejr, før nok en 2-1-sejr fulgte hjemme i Barcelona over Athletic Club, på ny med Bernal i startopstillingen.
Også i tirsdagens opgør var Bernal, der har spillet 11 landskampe for det spanske U17-landshold og været i Barça i 10 år på diverse ungdomshold, med fra start, og igen imponerede teenageren med sit kølige overblik.
Skaden til Bernal er blot den seneste på en efterhånden alenlang liste over ramte Barça-spillere. Således sidder Ronald Araujo, Andreas Christensen, Eric García, Gavi, Frenkie de Jong og Ansu Fati alle ude med skader i øjeblikket.
Flick og Co. spiller næste kamp lørdag 31. august, hvor Real Valladolid CF kommer på besøg på Estadi Olímpic Lluís Companys på Montjuïc, hvor Barça spiller sine hjemmekampe mens Camp Nou undergår større renovationer.