Officielt: Tysk mestertræner erstatter Xavi i Barcelonas trænerstol
59-årige Flick var bagmanden for Bayern Münchens anden, kontinentale treble i 2019/20-sæsonen, hvilket blandt andet udmøntede sig i titlen som årets europæiske manager i 2020.
Mindre succes havde han som tysk landstræner, da han formåede at blive den første af slagsen nogensinde, der modtog en decideret fyreseddel.
Det skete efter Nationalelf tabte deres tredje kamp i træk samt en skuffende VM-slutrunde i 2022, hvor tyskerne røg ud allerede efter gruppespillet.
Han erstatter den mangeårige Barcelona-legende Xavi Hernandez, der efter en længere gang tovtrækkeri endeligt sagde farvel til klubben efter deres sidste kamp i sæsonen søndag aften.
Hansi Flick har fået en kontrakt varende indtil sommeren 2026, og han genforenes i Barcelona med sin gamle nøglespiller, Robert Lewandowski, samt Marc-André ter Stegen og Ilkay Gündoğan, som han kender fra det tyske landshold.
"Det er en stor ære, og det er en drøm for mig at skrive under med Barcelona. I den korte tid, jeg har været i Barcelona, har det været tydeligt for mig at mærke, at alle i klubben brænder efter at få succes. Den filosofi, klubben har med at have boldbesiddelse og spille teknisk fodbold, harmonerer med min egen," siger Flick i et interview med klubbens hjemmeside.
Han understreger også sin lyst til at udvikle klubbens egne talenter.
"Barcelona har et af verdens bedste akademier og holdet er en god blanding af unge talenter og mere erfarne spillere. Det vil jeg arbejde videre på at forbedre i samarbejde med Deco (sportsdirektør i klubben, red.) og Laporta (klubpræsident, red.)."
Det er første gang i karrieren, Flick skal være træner uden for Tyskland. Som spiller optrådte han også udelukkende for klubber i hjemlandet. Han spillede for SV Sandhausen, Bayern München, FC Köln og Victoria Bammental.
Barcelona sluttede i denne sæson på La Ligas andenplads med ti point op til Real Madrid.
Hansi Flick bliver den femte cheftræner for holdet, siden Ernesto Valverde blev fyret i januar 2020.
Quique Setien, Ronald Koeman, Sergi Barjuan og Xavi har alle haft rollen i en kortere eller længere periode for klubbens bedste mandskab.