Pengeregn i storklub: Barcelona og Nike indgår gigantisk sponsoraftale
FC Barcelona har skrevet under på en ny sponsoraftale med det amerikanske sportsbrand Nike.
Det oplyser den spanske storklub på sin hjemmeside lørdag.
"Barcelona og Nike, to førende brands i sportsverdenen, er glade for at kunne annoncere en ny start med en flerårig partnerskabsaftale, gældende fra denne sæson," hedder det i en pressemeddelelse.
Barcelona afslører ikke detaljer om aftalens længde og de økonomiske vilkår, men ifølge flere spanske medier kan Barcelona se frem til at modtage mere end 1,7 milliarder euro frem mod 2038, skriver Reuters.
Det betyder, at klubben vil få omkring 900 millioner danske kroner i gennemsnit om året, og det vil være den største trøjesponsoraftale nogensinde inden for fodbold.
Tidligere i år forsøgte Barcelona at ophæve sin eksisterende aftale med Nike, men det forhindrede en spansk domstol med speciale i handelsret.
Klubben har kæmpet med økonomiske problemer i flere sæsoner og solgte for to år siden 25 procent af sine tv-rettigheder til investeringsselskabet Sixth Street.