Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Scoringstørken fortsætter for Barcelona: Snubler hos bundhold

Ansu Fati kunne ikke hjælpe Barça til tre point søndag aften.
Ansu Fati kunne ikke hjælpe Barça til tre point søndag aften. Oscar del Pozo/AFP
Barcelona havde chancer nok til et par mål, men fik søndag eftermiddag blot 0-0 hos Getafe fra den tunge ende af La Liga.

Pointtabet er cataloniernes andet i træk, men forspringet til Real Madrid er stadig solidt. 11 point har Barcelona ned til rivalen med ni runder tilbage af sæsonen.

Ligaen er Barcelonas sidste turnering i denne sæson, efter at holdet tabte 0-4 og dermed samlet 1-4 til rivalen Real Madrid i Copa del Reys semifinaler.

Tidligere på foråret tabte klubben 3-4 samlet til Manchester United i Europa Leagues slutspil.

Den danske landsholdsprofil Andreas Christensen sad for fjerde kamp i træk ude med den lægskade, som han pådrog sig i seneste landsholdssamling, men forventes snart at være tilbage.

Nullerten mod Getafe var 22. gang i 29 kampe, at Xavis tropper holdt buret rent i denne sæson. Blot ni gange har modstanderne scoret mod catalonierne.

Søndagens opgør var da også en fin opvisning i, hvorfor defensiven har været Barcelonas bedste våben i denne sæson.

Getafe kom således ikke frem til ret meget i løbet af de første 86 minutter. Omvendt skabte Barcelona mere, men sprudlende blev det aldrig.

Absolut tættest på kom Barcelona efter en omstilling godt midtvejs i første halvleg, hvor Raphinha og Alejandro Balde ramte den samme stolpe.

Derudover var Getafe-keeper David Soria også ganske stærkt spillende og havde en håndfuld solide indgreb, der holdt gæsterne fra fadet.

I den ensidige affære kom Getafe efter en omstilling frem til sin største chance efter 86 minutter, men den tidligere Real Madrid-angriber Borja Mayoral sparkede snert forbi.