Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Spansk klubikon rørt til tårer efter forløsende sejrsmål: Kunne ikke gå for to dage siden

Lørdagens scoring var nummer 40 i karrieren for Sevilla for Jesús Navas.
Lørdagens scoring var nummer 40 i karrieren for Sevilla for Jesús Navas.Fran Santiago/Getty Images Europe/Getty Images via AFP
Jesús Navas sikrede lørdag aften tre enormt tiltrængte point for den hårdt prøvede traditionsklub Sevilla FC, da den 38-årige spanier scorede kampens enlige mål i en smal sejr over Getafe CF. Efterfølgende var klubikonen rørt til tårer, blandt andet på grund af sine vedvarende skadesproblemer.

Det er ikke nemt at være Sevillista i disse tider. Efter mange år som tophold i La Liga med den ene top-fem placering efter den anden krydret med rekordmange syv titler i Europa League, er det pludselig anderledes pauvre år for Sevilla FC.

I 2023 endte det med en placering som nummer 12 i La Liga, men med en sejr i Europa League blev det altså alligevel til europæisk fodbold i den forgangne sæson. Her blev det dog til en endnu dårligere ligaplacering, som nummer 14, samt et exit i gruppespillet i Champions League.

Derfor er de sportslige ambitioner heller ikke skruet i vejret i øjeblikket på Estadio Ramón Sánchez-Pizjuán, men alligevel havde de fodboldgale andalusiere næppe forventet, at klubben skulle stå med nul sejre efter de første fire runder.

Lørdag aften kom den forløsende sejr endelig, hjemme i Andalusiens hovedstad, hvor Getafe CF var på besøg. Slutresultatet 1-0, målet scoret i første halvleg af klubbens absolut største ikon og talisman, Jesús Navas.

I sin allerførste kamp fra start i denne sæson, skulle Navas kun bruge 23 minutter på at bringe Los Nervionenses foran, men derfra måtte hjemmeholdet krige sejren hjem, særligt i de døende minutter efter Juanlu Sánchez kort før tid fik marchordre med et gult kort nummer to.

Klubbens svære sportslige situation er tilmed ledsaget af en om muligt endnu mere problematisk økonomisk situation, der forleden resulterede i, at Sevilla af det spanske ligaforbund blev tildelt den laveste lønningsgrænse på tværs af de to bedste rækker i Spanien med et råderum på blot 18,65 millioner danske kroner årligt.

Det var formentlig alle disse faktorer koblet med Navas’ egne skavanker, der fik den 38-årige verdensmester og dobbelte europamester, der senest var med i sommerens store spanske triumf, til at bryde grædende sammen efter slutfløjtet.

Klublegenden, der debuterede for Sevilla 23. november 2003 og nu nærmer sig 700 kampe spillet for den sydspanske traditionsklub, har nemlig i adskillige år døjet med hofteproblemer, der med jævne mellemrum har holdt spanieren fra grønsværen.

”Jeg har formået at overkomme det her i fire år, men det er hårdt. Hver dag skal jeg frygte for det, jeg kan ikke engang spille med mine børn, men jeg vil altid gøre mit bedste for at gøre fansene glade,” kommer det fra en bevæget Navas efter sejren.

I maj forlængede Navas sin kontrakt med klubben frem til vinterpausen i denne sæson, hvorefter det er planen, at veteranen skal fortsætte i en anden rolle i klubben, men også her lurede hofteproblemerne i baghovedet.

”I sidste ende kender alle til min situation. Jeg var virkelig bekymret, for da jeg underskrev den nye aftale, kunne jeg ikke gå. Faktisk kunne jeg ikke gå for to dage siden. Jeg har altid den her smerte, men jeg vil altid gøre mit allerbedste,” fortæller Jesús Navas.

Med sejren lørdag kravler Sevilla op på en foreløbig placering som nummer 13 i La Liga efter fem kampe spillet. Til gengæld må lørdagens modstandere fra Getafe se sig selv under nedrykningsstregen i øjeblikket efter tre uafgjorte og et nederlag i deres fire første kampe.