Trods tidlig udvisning: Real Madrid overvintrer som duks efter mål i tillægstid
Det lignede ellers længe, at det var Girona, der skulle ende kalenderåret på førstepladsen. Men sådan skulle det ikke gå.
Real Madrid snuppede alle tre point i den længe meget vanskelige kamp mod Alaves, der spillede en mand i overtal i mere end en halv time.
Ti minutter efter pausen blev Real Madrid nemlig hæmmet gevaldigt af et rødt kort til forsvarsspilleren Nacho Fernandez.
Men trods en spiller mindre på banen lykkedes det Real Madrid at finde et mål frem i de sidste minutter.
To minutter inde i tillægstiden servede Toni Kroos et hjørnespark ind i pandebrasken på den lille Real Madrid-back Lucas Vázquez, der headede den afgørende scoring ned i jorden og i nettet.
Tidligere torsdag spillede Girona 1-1 på udebane mod Real Betis.
Girona kom foran 1-0 på et mål af den tidligere FC Midtjylland-angriber Artem Dovbyk på et straffespark fem minutter før pausen.
Men Betis udlignede efter 88 minutter på en scoring af forsvarsspilleren German Pezzella.
Real Madrid og Girona har dermed begge 45 point. Men Real Madrid topper rækken på grund af en bedre målscore end Girona, der har været sæsonens store overraskelse i spansk fodbold.
Med torsdagens sejr kan Real Madrid lune sig på toppen hen over jul og nytår. Næste kamp for hovedstadsklubben er 3. januar hjemme mod Mallorca.