Skørt nedrykningsdrama venter i Portugal: Ni hold kæmper for overlevelse
Der resterer blot tre runder af den bedste portugisiske række, og mens der i toppen fortsat ikke kan kåres en mester, med fem point mellem Sporting CP på førstepladsen og Benfica på andenpladsen, så er det endnu mere spændende i den anden ende af tabellen.
For trods de blot tre resterende spillerunder, er der fortsat hele ni hold, der risikerer at få ørerne i maskinen og slutte på placering nummer 16, hvor der skal spilles playoffkampe for at overleve mod tredjepladsen fra landets næstbedste række.
Selvom de matematisk fortsat kan nå at redde skindet, må det forventes at både Vizela og Chaves, rækkens to bundhold i øjeblikket, ender som de to direkte nedrykkere, men pladsen som nummer 16 er der altså fortsat stor kamp om at undgå.
Hele ni hold ligger således indenfor otte point af hinanden og med ni point i spil er alt altså åbent, om end det med indbyrdes opgør in mente virker usandsynligt, at Famalicão på ottendepladsen kan komme i spil til pladsen.
Det ville da alt andet lige også være en sensation, da Famalicão også i seneste sæson endte som nummer otte, mens klubben har det femte højeste lønbudget i ligaen og derfor ikke nogensinde burde komme i spil til nedrykning.
Særligt Boavista kan få en udfordrende slutning på sæsonen for i næstsidste runde venter et uhyggeligt lokalopgør med rivalerne fra FC Porto, et opgør der altså kan være med til at sende Boavista ud i de frygtede playoffkampe, inden mandskabet i sidste runde møder Vizela, der formentlig ikke vil have noget at spille for til dén tid og derfor måske kan spille frit.
Netop Boavista var seneste mandskab foruden de tre store portugisiske, Benfica, Porto og Sporting, til at vinde mesterskabet, en sejr der dog ligger helt tilbage i 2001, og siden dengang har Boavista været helt nede i landets tredje bedste række at spille, inden man i 2014 sikrede sig skrivebordsoprykning direkte til bedste række efter en længere retssag.
Også Estoril er blandt ligaens større klubber rent økonomisk med det syvende største lønbudget, og således vil en nedrykning til mandskabet fra Cascais i udkanten af Lissabon også komme som noget af en overraskelse.
I landet næstbedste række kæmper Santa Clara, Nacional og AVS umiddelbart om de to direkte oprykningspladser, mens også Marítimo fortsat kan nå at blande sig. Det vil således være en af disse fire, der ender på den tredjeplads, der giver adgang til de føromtalte playoffkampe mod 16.-pladsen fra den fineste række.