Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kylian Mbappé hylder 16-årig lillebror for PSG-debut: En smuk dag

Ritzau
Brødrene Mbappé efter onsdagens kamp mod Metz.
Brødrene Mbappé efter onsdagens kamp mod Metz.IBRAHIM EZZAT/NurPhoto/NurPhoto via AFP
Den franske superstjerne Kylian Mbappé fyldte onsdag 25 år og fejrede dagen med at score to mål i Paris Saint-Germains hjemmesejr på 3-1 over Metz i Ligue 1.

Alligevel vil han formentlig huske dagen for noget helt tredje, nemlig at hans 16-årige lillebror, Ethan Mbappé, debuterede i kampen.

Ethan Mbappé blev således skiftet ind til opgørets tillægstid.

"Det er stort for Ethan, men endnu større for mig som storebror. Jeg troede ikke, at jeg skulle opleve sådan en særlig dag, og denne kamp er én, jeg virkelig vil huske."

"Ethans indskiftning er det vigtigste for mig, selv om det altid er specielt at score og vinde. Det er en smuk dag," siger Kylian Mbappé til PSG TV.

Ethan Mbappé skiftede som tiårig til PSG samtidig med Kylian, og allerede for et år siden som 15-årig debuterede han på førsteholdet i en testkamp.

For tre måneder siden var han udtaget til en ligakamp, men den officielle debut lod vente på sig. Den kom i stedet onsdag aften.

"Det var stort at debutere på Parc des Princes. Jeg er meget glad og håber, der kommer flere kampe. Jeg synes, at det var en fin gave til min bror, der scorede to gode mål. Jeg tror, han blev glad," siger Ethan Mbappé.

Skal man tro PSG-træner Luis Enrique venter der mange flere kampe for den 16-årige.

"Jeg er sikker på, at han kommer til at spille mange kampe for PSG. Han er allerede klubbens nutid, og jeg håber, at han bliver en af fremtidens spillere," lyder det fra Luis Enrique.

Med onsdagens sejr kan førerholdet PSG holde jul med et forspring på fem point ned til Nice på andenpladsen i Ligue 1.

Præcis halvdelen af sæsonen er afviklet efter onsdagens kampe.