Mohamed Daramy lyner i debut for Reims
Reims smed den 21-årige dansker i aktion efter en times spil ved stillingen 1-0 i hjemmekampen mod Clermont i Ligue 1, og efter 85 minutter slog han sejren fast.
Kantspilleren Junya Ito tog en lang pasning ned og sendte et perfekt indlæg ind i fødderne på Daramy, der nemt øgede til slutresultatet 2-0.
Det skete lige foran Reims' mest fanatiske fans, og Daramy nåede at juble med dem to gange.
Målet blev således gennemset for en mulig offside, men blev godkendt, hvorefter Daramy og holdkammeraterne tog en tur mere ned til fanafsnittet for at fejre målet.
Sejren var Reims første i sæsonen, efter at det blev 1-2 mod Marseille i sidste uges sæsonpremiere.
Ajax solgte i sidste uge Daramy til Reims for et beløb på 12 millioner euro. Det svarer til 89 millioner danske kroner. Beløbet kan stige, hvis en række forudsætninger bliver opfyldt. Han har lavet en femårig kontrakt med klubben.