Monaco-anfører og fransk landsholdsspiller får betinget fængselsdom for skattesnyd
Det skriver AFP på baggrund af kilder i det spanske retssystem.
Den 32-årige Monaco-profil er aktuelt topscorer for sit hold med 17 mål i den franske liga. Han er desuden anfører for den monegaskiske klub.
Ben Yedder repræsenterede fra 2016 til 2019 Sevilla, og det er i løbet af det første år i den sydspanske klub, at han ikke fik indberettet de rigtige beløb til det spanske skattevæsen.
Efter en henvendelse fra skattemyndighederne fik angriberen først i marts 2019 oplyst de korrekte indtægter. Her glemte han dog at inkludere de renteindtægter, der var løbet på de uberettigede penge.
Wissam Ben Yedder fik heller ikke betalt skat af de næsten 80.000 euro (600.000 kroner), som han tjente i såkaldte imagerettigheder i Sevilla-tiden. Disse penge kom ind på en firmakonto.
Dommeren ved retten i Sevilla oplyste i forbindelse med tirsdagens dom, at samtlige penge nu er blevet betalt.
Ud over dommen på seks måneders betinget fængsel har angriberen fået en bøde på 134.000 euro svarende til én million kroner.
Ben Yedder har optrådt 19 gange for Frankrigs landshold.