Olympique Lyonnais: 00’ernes franske konger er blevet et ordinært midterhold
I Frankrig er der en helt klar og urokkelig mastodont. Paris Saint-Germain har siden 2011, hvor Qatar Sport Investments købte klubben, været det altoverskyggende hold i den bedste franske række.
Hovedstadsklubben har vundet mesterskabet hele otte gange i de seneste 12 sæsoner, og de er på vej til at vinde endnu en Ligue 1-titel i denne sæson.
I midten af 00’erne var der dog et andet fransk hold, som gjorde sig særlig positivt bemærket. Olympique Lyonnais (Lyon) var uden tvivl det mest dominerende hold i den franske liga. Lyon sad på den franske fodboldtrone på imponerende og overbevisende facon.
Det er dog ved at være længe siden, at Lyon har gjort sig bemærket i Frankrig, men hvordan kan det være?
Kort om Lyons historie
Klubben Olympique Lyonnais, som man kender den i dag, blev grundlagt tilbage i 1950. Lyon startede i Ligue 2 og skulle naturligvis kæmpe sig op i den bedste række i Frankrig. Det klarede de allerede i den allerførste sæson.
Holdet fra den sydlige del af Frankrig fik dog ikke etableret sig i første forsøg, men rykkede op igen i sæsonen 1953-1954 og blev en fast bestanddel af de bedste klubber i Frankrig. I 1964 fik Lyon sit første trofæ, da de vandt den franske pokalturnering Coupe de France.
Lyon etablerede sig mere og mere blandt eliten i fransk fodbold, og bortset fra en enkelt sæson i den næstbedste række i 1988-1989 har Lyon sidenhen udelukkende spillet i Ligue 1.
I 1987 blev klubben købt af Jean-Michel Aulas, som stadig sidder som præsident i klubben den dag i dag. Aulas havde et helt klart mål om at gøre Lyon til titeludfordrer i Frankrig og konkurrere i de Europæiske turneringer.
Aulas ambition bliver mere og mere realistisk, da de allerede i 90’erne kommer med i titelkampen. I 1995 bliver de nummer to, og det varslede en ny tid i den bedste franske række.
Lyon indtager tronen
Andenpladsen i 1995 blev et forvarsel om, at Lyon nu kom buldrende ind i den franske fodboldhistorie. I 1999 og 2000 blev Lyon nummer tre og i 2001 sluttede de på andenpladsen.
Herefter startede en historisk stime for ”Løverne”. Lyon vandt sit første franske mesterskab nogensinde i 2002, og efterfølgende vandt de samtlige mesterskaber hele vejen frem til og med 2008.
Ikoniske spillere som Grégory Coupet, Juninho Pernambucano, Fabio Grosso, Sylvian Wiltord, Eric Abidal, Michael Essien, Karim Benzema og mange flere var med til at sikre Lyon de mange mesterskaber og den historiske rekord med syv mesterskaber i træk. Ikke engang den nuværende mastodont PSG har præsteret det.
I takt med mesterskaberne begyndte Lyon også at gøre sig bemærket i Champions League, hvor de i sæsonerne 2003/2004, 04/05 og 2005/2006 nåede hele vejen frem til kvartfinalerne. I sæsonerne 2007/2008 og 2008/2009 nåede klubben ikke længere end til ottendedelsfinalerne, hvor de begge år blev slået ud af de senere vindere fra henholdsvis Manchester United og FC Barcelona.
I 09/10-sæsonen præsterede Lyon imponerende godt i Champions League og nåede hele vejen til semifinalen, hvor de tabte til Bayern München efter blandt andet at have ekspederet Real Madrid ud af turneringen.
Lyon havde i næsten ti år været kongerne af Frankrig, og de var begyndt at vise sig frem i Europa, men detroniseringen var så småt begyndt i hjemlandet.
Lyons storhedstid er forbi
Lyon var på det nærmeste sikre vindere af den franske liga gennem hele 00’erne, men efter 2008 begyndte Lyon at blive udfordret mange steder fra. Hold som Bordeaux, Marseille og overraskelsen Montpellier var lige pludselig så stærke, at Lyon ikke længere var egenrådige herskere i Frankrig.
Da PSG blev opkøbt i 2011 betød det, at der var kommet en ny fodboldkonge i Frankrig.
Det var dog ikke kun konkurrenterne, der blev bedre. Lyon havde også problemer i sig selv.
Økonomiske udfordringer koster dyrt
I 2008 havde Lyon præsteret forrygende i både Ligue 1 og Champions League gennem flere sæsoner. De flotte resultater havde gjort Lyon til en meget værdifuld klub. Ifølge Forbes Magazine var Lyon den 13. mest værdifulde klub i netop 2008.
De efterfølgende år gik det dog ned ad bakke økonomisk for klubben, og det er der flere grunde til.
I efteråret 2008 blev det vedtaget, at klubben skulle have et nyt stadion. Klubben havde spillet på det ikoniske Stade de Gerland siden 1950, men Aulas ville bygge et nyt og moderne stadion. I 2009 blev det annonceret, at Lyons stadion (Parc Olympique Lyonnais/Groupama Stadium) skulle benyttes til EM-slutrunden i Frankrig i 2016. Det anslås ifølge UEFA, at stadionet, der blev taget i brug for første gang i januar 2016, har kostet i omegnen af 2,5 milliarder kroner.
Samtidig med stadionbyggeriet havde Lyon problemer med at levere de samme flotte resultater i Ligue 1 og Champions League som tidligere, hvilket også havde indflydelse på den økonomiske situation i klubben. Lyon budgetterede nemlig med, at de fortsat skulle være en magtfaktor i Frankrig, men det blev maksimalt til andenpladser og tredjepladser i Ligue 1 efter det seneste mesterskab i 2008.
Udover stadionbyggeriet og de manglende titler, så var Lyon også kendt for at udvikle talenter og sælge dem videre. Det ses blandet ved Real Madrid-stjernen Karim Benzema, som startede sin karriere i Lyon.
Klubben har dog ikke altid fået solgt spillerne til den ønskede pris. I 2012 solgte klubben målmanden Hugo Lloris til Tottenham for cirka 93 millioner danske kroner, selvom han var vurderet til næsten det dobbelte.
En lignende historie gør sig gældende nogle år senere, da offensivspilleren Nabil Fekir skifter til Real Betis i 2019. Fekir var et af de største offensive talenter, og han var i 2018 tæt på at skifte til Liverpool for cirka 450 millioner kroner. I stedet skiftede han til Real Betis for i omegnen 160 millioner kroner.
De skuffende resultater, omkostningerne ved stadionbyggeriet og de fejlslagne handler har gjort ondt på Lyons tegnebog.
Klubben var dog tæt på at skabe en kæmpe sensation, da de 2019/2020-udgaven af Champions League nåede hele vejen til semifinalen igen, ligesom de havde gjort ti år forinden. Her var Bayern München endnu en gang Lyons onde ånd.
Det var dog stadig undervældende sæson for Lyon. Coronapandemien gjorde, at Ligue 1 blev afsluttet ti runder før tid, hvilket betød, at Lyon sluttede som nummer syv i og dermed kvalificerede de sig ikke til nogen af de europæiske turneringer.
Ny ejer og nyt håb
I december 2022 blev det offentliggjort, at den amerikanske forretningsmand John Textor havde købt aktiemajoriteten i klubben, men præsidenten Jean-Michel Aulas beholder dog stadig sin rolle i de næste par sæsoner.
Det nye ejerskab kan give klubben og fansene håb om, at de er på vej imod nye og bedre tider. Det er dog ikke noget, der kommer med et trylleslag.
Lyon er lige nu placeret som nummer ni i Ligue 1 og har hele 22 point op til PSG på førstepladsen. Selvom klubben har fået prominente navne som Alexandre Lacazette og Corentin Tolisso tilbage til klubben, så kæmper de stadig med at finde tilbage til tidligere tiders styrke.
Lyon skabte en magisk fortælling om sig selv i 00’erne, men er nu blevet et ordinært hold i midten af den bedste franske række, der ikke har vundet det franske mesterskab i 15 år.