Klubben fra det sydvestlige Frankrig er i kraftig tilbagegang. Ejeren, hans uberegnelige adfærd og dårlige ledelse er de største syndere, siger offentligheden i hvert fald, men nedturen skyldes også en kombination af flere vigtige beslutninger truffet af andre embedsmænd og politikere, ikke mindst dem, der er ansvarlige for det, der skete på banen. Den generelle økonomiske situation hjalp heller ikke.
Under alle omstændigheder ville det mildest talt være meget sort-hvidt at pege på 'en bestemt synder, selv om det helt sikkert er forretningsmanden Gerard Lopez, der bærer det største ansvar. Og det var simpelthen ikke muligt at redde alt i sidste øjeblik.
Lopez træder ind på scenen
I foråret 2021, hvor Europa stadig var i gang med at håndtere konsekvenserne af COVID-19-pandemien, endte Bordeaux på 12. pladsen i Ligue 1, hårdt ramt af indtægtstabet.
Det resulterede i, at det amerikanske firma King Street i april meddelte, at de ikke længere ville støtte klubben. I juni kom Lopez så på banen som ny ejer. Den nu 52-årige luxembourgskfødte forretningsmand med spanske rødder, som også købte Boavista samme år, havde primært en baggrund i motorsport, hvor han f.eks. købte Renault F1 Team i 2009 og fodbold var helt nyt territorium for ham.
Han drømte om i det mindste at bringe europæisk fodbold tilbage til sin nye klub, som ikke havde deltaget på den front siden 2019, men i stedet måtte klubben året senere acceptere en helt uventet nedrykning til Ligue 2, den første siden 1990/91-sæsonen.
Allerede dengang var Bordeaux en torn i øjet på DNCG (Direction Nationale du Controle de Gestion), den myndighed, der kontrollerer de finansielle strømme og regnskaber for professionelle klubber i Frankrig.
Det skal bemærkes, at dette institut er meget ubarmhjertigt og behandler stort set alle uregelmæssigheder ret hårdt. For et par uger siden var Ajaccio for eksempel også truet af nedrykning fra Ligue 2, men i modsætning til Bordeaux fandt de en hurtig løsning.
Den 14. juni 2022 dømte DNCG administrativt Bordeaux til nedrykning i Ligue 2 på grund af økonomiske problemer. Bordeaux appellerede den beslutning - ordet "brutal" blev brugt til at beskrive den - og i slutningen af juli, kort før starten på den nye sæson, fik de, hvad de ville have.
Bordeaux havde nu kun ét mål, og det var at vende tilbage til den bedste række, men det glippede med et mulehår, da holdet sluttede tre point bag Metz på andenpladsen og seks bag Le Havre på førstepladsen. Desværre for klubben havde Ligue 1 reduceret antallet af deltagere fra 20 til 18, så det var kun de to bedste, der sikrede sig oprykning. Hvem ved, hvor klubben ville være nu, hvis det var lykkedes dem at rykke op dengang?
I 2023 virkede klubben sund ud udefra. DNCG har ingen grundlæggende grund til yderligere tiltag over for den sydfranske klub og i Bordeaux jagtede de igen oprykning til Ligue 1. De endte dog med at blive nummer 12.
Lopez var rasende, og det er ikke så mærkeligt, når de millioner af euro, han havde skudt i klubben, ikke engang delvist kom tilbage og der begyndte at opstå røde tal på bundlinjen samtidig med at forholdet til den administrerende direktør Thomas Jacquemier blev meget anstrengt.
Jacquemier blev stærkt kritiseret for hver eneste fiasko, og de to var i konstant konflikt over telefonen for Lopez var ikke så tit i Bordeaux. Han styrede det hele på afstand.
Det var faktisk en ond cirkel af relationer i Bordeaux. I det ene hjørne en vred ejer, der pumpede penge ned i et sort hul, og i det andet en administrerende direktør, der forsøgte at berolige en situation, der eskalerede. Han og andre, der var involveret i klubbens drift, traf de forkerte valg med hensyn til personale og generel brug af midler.
Når stemningen i en klub er elendig i toppen, siver det logisk nok ned til trænerne og spillerne. Men det var nok de færreste, der havde forestillet sig, hvor slemt det ville blive.
Lopez tænkte, at det ikke kunne fortsætte sådan. Han viste sig at være meget utålmodig og stædig, tænkte kun på sin forretning og satte den før alt andet. Alle, der arbejdede i klubben, bærer også en del af skylden, fordi de gav indtryk af, at de blindt troede, at chefen bare var vred, at alt snart ville blive ordnet, og at tingene ville falde på plads igen.
Resultatet var grusomt for alle - spillere, trænere, officials, fans og regionale politiske ledere. Der blev ikke fundet nogen ny investor, og DNCG's guillotine faldt.
Toksicitet og vejen til ruin
I april 2024 så Bordeaux ud til at befinde sig i samme dødvande som i januar, da det projekt, som DNCG havde fremlagt for at tiltrække en ny minoritetsinvestor, kollapsede.
Lige siden september sidste år havde man ledt efter en sådan, men det var tydeligt, at problemerne i klubben ikke var små, og forhandlingerne endte uden de store fremskridt.
Ifølge de fremlagte dokumenter var de fire enheder Kennedy Lewis Investment Management, Central Lane Partners, Liberty Global Partners og Dynasty Equity Partners. Alle virksomhederne havde adgang til klubbens data, men diskussionerne førte ikke til noget specifikt tilbud. I bund og grund fastslog Lopez kun privat, at en aftale ikke ville være mulig under nogen omstændigheder, hvis klubben ikke blev i Ligue 2. Det var det vigtigste fokuspunkt.
Lopez fortalte alle, at han havde for travlt med alle disse samtaler og ikke kunne være til stede i Bordeaux, men når han ville, fandt han tiden. I slutningen af marts kom det for eksempel frem, at han havde ringet til administrerende direktør Thomas Jacquemier på sin mobiltelefon i pausen af kampen mod Paris FC og kort sagt sagt sagt til ham: "Du kan finde en ny klub, hvis du ikke vinder. Jeg har gjort en stor indsats for dig, men du kan slet ikke se problemerne."
Det var ikke usædvanligt, at Lopez behandlede sine underordnede på denne måde. Efter afslutningen på sidste sæson tog han ikke direkte til Bordeaux for at tale ansigt til ansigt med de vigtigste embedsmænd. De sad rundt om bordet og evaluerede, og det var en ophedet diskussion, som efter sigende ikke var uden nedsættende ord.
Kun gennem sin mellemmand, sportsdirektøren Admar Lopes, sagde Lopez, at han "ikke længere ville gribe dybt i lommerne for at genopleve en sæson som denne", og at der ville blive foretaget mange ændringer. Da de inkarnerede fans hørte det, satte de et banner op, hvor der stod: "Du er ikke en Messias, hvis du fører klubben til en katastrofe hver sæson."
Tiden løber ud
Ugerne gik, og den 27. juni fandt hovedhøringen med DNCG sted.
Der gik rygter om, at den internationale bank, som Lopez forhandlede med, havde bedt offentlige personer i Bordeaux om at kautionere for ham. Nogle, såsom borgmester Pierre Hurmic, senator Nathalie Delattre og en anden fremtrædende politisk figur, Bertrand Dubois, ville acceptere. Men der skete ikke noget.
Bordeaux havde stadig ni dage mere, da sagen blev midlertidigt suspenderet. Lopez, som aldrig havde villet høre tale om at sælge klubben, havde kniven for struben, og til sidst indledte han meget modvilligt forhandlinger med Fenway Sports Group, som i øvrigt ejer den engelske gigant Liverpool, om at overdrage en aktiemajoritet. Disse forhandlinger brød dog også sammen, hvilket førte til klubbens virtuelle nedrykning til Championnat National, den tredjebedste liga.
Den 16. juli blev der afholdt en videokonference mellem Lopez, Jacquemier og aktionærerne i FSG, og mødet tog hurtigt en dårlig drejning, da det kom frem, at Bordeaux skyldte omkring 10 millioner euro til den tidligere træner Vladimir Petkovic og 20 millioner euro i leje af stadion. Spørgsmålet om, hvem der skulle betale gælden, kom på bordet, og spændingerne udkrystalliserede sig omkring stadion. Amerikanerne fik besked på at forhandle med rådhuset om at reducere det årlige gebyr på omkring fire millioner euro og genforhandle den faste kontrakt. Den gælder indtil 2045, og ejeren er derefter forpligtet til at overtage byrden, selv hvis klubben ophører med at eksistere.
Embedsmændene i Bordeaux gik for langt, og de "fremskredne" forhandlinger faldt ikke i god jord hos FSG. John William Henry, grundlæggeren af selskabet, forstod ikke, hvorfor netop han skulle finde en løsning på situationen omkring banen, og besluttede sig for at afslutte forhandlingerne. En delegation fra Fenway skulle underskrive de nødvendige dokumenter i Bordeaux, men de rejste forgæves og dervar kun online-diskussioner med borgmester Hurmic og en anden politisk repræsentant, Christine Bost.
Dagen efter kom Jacquemier til sin stab og fortalte dem, at forhandlingerne var slået fejl. Lopez betroede i øvrigt sine nærmeste, at forskellen mellem FSG's overordnede økonomiske ideer og det reelle projekt var 80 millioner euro, også fordi Frankrig led under den økonomiske situation på grund af en betydelig reduktion i pengestrømmene for tv-rettigheder.
Lopez: "Jeg vil stadig have klubben, men jeg vil ikke betale for meget
Hele klubben har set på de seneste dages begivenheder med stor rædsel. Jacquemier ringede til anfører Yoann Barbet og var pessimistisk og troede ikke på, at Lopez ville slå hul på sparegrisen igen og finansiere alt som før. Indholdet af denne samtale nåede frem til spillerne, som stadig ikke ville tro på det. "Jeg håber, at Lopez vil bruge penge på at redde os alle sammen," skulle en af dem have sagt.
I et efterfølgende interview med det franske nyhedsbureau AFP nævnte Lopez ikke direkte, at han igen ville støtte Bordeaux økonomisk på det niveau, han havde gjort i de foregående sæsoner. Chancen for et sådant scenarie blev fjernet, og der var faktisk kun tre mulige på bordet: Den højst usandsynlige ankomst af en ny investor, et fald til den lavere række eller endda klubbens undergang.
Lopez forsvarede sig og talte om driftsomkostninger og den ugunstige økonomiske situation. Han kunne ikke helt indrømme fejl.
Til hans forsvar, og vi kan kun gætte på, om det var for at undgå at forlade scenen som helt store synder, vendte han tilbage til forhandlingsbordet med Fenway Sports Group igen 24 timer før det afgørende møde med DNCG. Det var i hvert fald, hvad der stod i pressemeddelelsen. Han var endda villig til at gå med til at forfølge enhver gæld gennem domstolene for at købe tid. Han havde også en aftale med rådhuset om at eftergive noget af gælden, og nye samtaler om husleje var i spil.
Men alt dette var spildte kræfter, da pressemeddelelsen simpelthen ikke havde nogen juridisk værdi.
Lopez fortalte sine venner, at han havde gjort alt, hvad han kunne, for at redde den berømte klub og lave en aftale med Fenway. Med hensyn til gæld var alt på rette spor, især da Petkovic havde fundet fælles fodslag, hvilket var nøglen.
Bag kulisserne blev der talt om, at Lopez alligevel ville beholde klubben og afvise alle fremtidige tilbud om at sælge. Den eneste undtagelse, han ville gøre, ville være, hvis nogen var interesseret som mindretalsaktionær; han ville ikke modsætte sig, at en anden investor kom ind.
Under alle omstændigheder skal Bordeaux nu vænne sig til at forvalte en meget mindre formue i de kommende år. Torsdag den 25. juli udsendte klubben en erklæring, hvori den meddelte, at den var ved at miste sin status som professionel enhed. Spillerkontrakterne er blevet opsagt, og træningscentret lukker.
"Der er ingen skam i at falde, kun i at forblive nede i lang tid", siger et fransk ordsprog. Kun tiden vil vise, hvor hurtigt, og om overhovedet, Les Girondins kommer på fode igen i de kommende år.