Lionel Messi fortsætter vild målstime for Inter Miami i MLS
Det ser ud til, at Lionel Messi har fundet sig til rette i Miami. Den argentinske verdensstjerne bomber mål ind efter behag og leverer assists til sine holdkammerater, når det passer ham.
Mens de fleste danskere lå i sengen og sov natten til søndag, var Lionel Messi lysvågen, da hans Inter Miami-mandskab slog New England Revolution med 4-1. Det var endnu en kamp, hvor Messi stjal opmærksomheden.
Det var dog New England, der kom bedst fra start og kom foran 1-0 efter mindre end et minuts spil. En halv time senere udlignede Messi dog for Inter Miami.
20 minutter inde i anden halvleg scorede Messi så igen. En forrygende aflevering i dybden fra Barcelona-kammeraten Sergio Busquets fandt vej til Messis fod, som sikkert bankede føringen i nettet.
Selvom Messi ikke lavede flere mål, så var han stadig kraftigt involveret i flere scoringer. Først med en afslutning, som blev reddet, hvorefter der blev scoret på riposten.
I det 87. minut fandt Messi dog sin gamle Barcelona-angrebsmakker Luis Suarez, som flot sparkede bolden i nettet til slutresultatet 4-1.
Lionel Messi fylder 37 år til juni, men han i den grad stadig relevant. Indtil videre er han topscorer i MLS med ni mål og otte oplæg i kun syv kampe. Messi har i alt spillet ti betydende kampe i 2024, og han har været involveret i 15 mål.