Lionel Messi stråler i Inter Miamis åbningssejr i MLS
Den lille argentiner havde en stor aktie i begge mål, da Inter Miami på hjemmebane åbnede MLS-sæsonen med en sejr på 2-0 over Real Salt Lake.
Messi blev noteret for assisten, da han en håndfuld minutter før pausen fandt finske Robert Taylor i dybden. Sidstnævnte scorede lidt heldigt, da målmand Zac MacMath nok burde have reddet forsøget.
Syv minutter før tid førte Messi bolden frem og spillede Luis Suarez, der fik assist på Diego Gomez' scoring, der afgjorde kampen endeligt.
Messi havde dog flere andre flotte aktioner, der kunne have ført til mål. I første halvleg var han tæt på at score direkte på frispark, men en forsvarer reddede på målstregen.
I anden halvleg var han efter en længere dribletur tæt på at sætte en holdkammerat op til scoring.
Inter Miami har op til sæsonen spillet en række testkampe, blandt andet i Asien. Her fik det amerikanske hold stor kritik for, at Messi kun fik minimalt med spilletid.
Mod Hong Kong Allstars kom han slet ikke på banen, og 40.000 forventningsfulde tilskuere måtte derfor gå skuffede hjem.
Det fik efterfølgende de asiatiske værter til at kritisere Inter Miami, og nogle tilskuere var vrede og krævede deres penge tilbage.
Inter Miami forklarede, at det kunne være anderledes, eftersom Messi døjede med en skade.
Mødet mellem Inter Miami og Real Salt Lake var den første kamp overhovedet, der blev spillet i den nye MLS-sæson.