Messi fordobler sin MLS-klubs indtægter
Det er ikke kun på fodboldbanen, at Lionel Messi har gjort sig gældende siden sin ankomst til Inter Miami i den nordamerikanske liga, MLS.
Uden for banen har Inter Miami fordoblet indtægterne, siden Messi kom til klubben. Det oplyser Inter Miami til ESPN.
Før Messis ankomst i juli 2023 havde Inter Miami indtægter i kalenderåret 2022 på 50-60 millioner dollar. Det svarer til 338-405 millioner danske kroner.
I 2023 blev indtægterne fordoblet, mens det er forventningen, at Inter Miami vil generere 1,4 milliarder kroner i 2024 og sætte klubrekord.
Pengestrømmen kommer fra et stort antal sponsoraftaler, efterspørgsel efter billetter, trøjesalg og salg af andre souvenirs.
Inter Miami hentede Messi på en aftale til en værdi af 150 millioner dollar. Det svarer til lidt over en milliard danske kroner. Det var en satsning økonomisk, men den ser altså ud til at være det hele værd og lidt til.
"Det er totalt nat og dag før og efter Messi. Det, vi gør med klubben nu, er på et internationalt niveau. Der er global interesse," siger Xavier Asensi, der styrer Inter Miamis forretningsområder.
På banen er Messi også fortsat en sportslig succes. Argentineren lavede to mål før pausen i 3-2-sejren over Columbus Crew i MLS natten til torsdag dansk tid.
Det ene af målene kom på et direkte frispark, hvor modstanderholdet inviterede Messi til at lave et skruet spark uden om den forkert opsatte mur.
Med sejren er Inter Miami sikker på at slutte på førstepladsen i grundspillet i Eastern Conference.
Det giver Inter Miami hjemmebanefordel gennem hele slutspillet.
37-årige Messi er nu oppe på 17 mål og 15 assister i 17 kampe i denne sæson ifølge MLS' hjemmeside.
Den tidligere FC Barcelona- og Liverpool-angriber Luis Suárez scorede Inter Miamis tredje mål.