HB Køge forlænger med rutineret midtbanemand
Der har ikke været mange positive ting at fokusere på for HB Køge i dette efterår. Klubben ligger næstsidst i i 1. Division og er langt fra de sjove pladser.
De seneste uger er resultaterne dog blevet bedre, og det ser ud til, at der er håb forude. Torsdag kunne fusionsklubben så glæde sine tilhængere med nyheden om, at man har forlænget med en af de bærende kræfter på holdet-
36-årige Mike Jensen er godt i gang med sin femte sæson i HB Køge, og nu kan den dynamiske midtbanemotor se frem til at spille endnu flere kampe i 1. Divisionsklubben.
I Køge er de meget begejstret for, at Mike Jensen fortsætter i klubben.
“Vi har mange gange fortalt, hvor vigtig en rolle Mike med sin personlighed, erfaring og spillemæssige kvalitet har på vores unge hold. Det er ikke nødvendigt at gentage. Samtidig har han været trænernes forlængede arm på holdet, og nu kommer han endnu dybere ind i trænergerningen og tættere på vores trænere. Så den her aftale er ikke bare med til at sikre vores kontinuitet på en nøgleposition på banen, men også i måden vi arbejder med spillerne på udenfor banen,” Fortæller sportsdirektør i HB Køge, Auri Skarbalius, til klubbens egen hjemmeside.
Også Mike Jensen selv er glad for at fortsætte karrieren i den tidligere Superligaklub.
“Jeg er glad for at være her, og det har jeg i virkeligheden været siden den dag, jeg kom hertil. Rent sportsligt er HB Køge et spændende sted for mig med vores strategi for NordicBet Liga-holdet men også med det stærke miljø, jeg kan fortsætte min træneruddannelse i. Jeg kan se en fed fremtid her og derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg vil blive her,” siger Mike Jensen til klubbens egen hjemmeside.
I næste spillerunde skal HB Køge op mod Hvidovre IF.