Sønderjyske udbygger forspring i 1. division efter Fredericia-kollaps
Her tabte Fredericia, der ligger på tredjepladsen, med 0-4, og dermed er afstanden fra Sønderjyske ned til Fredericia nu på hele 14 point. Sønderjyske har 52 point, mens Fredericia som treer har 38 point.
AaB og Sønderjyske har længe haft kurs mod superligaoprykning med solid afstand til Fredericia på tredjepladsen, men med lørdagens kollaps for Fredericia ser det for alvor svært ud at hente de to tophold på oprykningspladserne med otte spillerunder tilbage.
Hjemmeholdet fra Haderslev fik efter en åben start på opgøret trykket Hobro langt tilbage med noget nær alle ti markspillere i eller omkring eget målfelt.
Et føringsmål til det sønderjyske tophold lod vente på sig, men i minuttet før pausefløjt sikrede en indøvet dødboldkombination målet til 1-0.
Bolden blev headet ind foran mål til forsvarsspilleren Daniel Gretarsson, og islændingen kunne pande Sønderjyske i front.
Anden halvleg startede dramatisk for Sønderjyske, der fik målscorer Daniel Gretarsson udvist med sit andet gule kort. Alligevel kom sønderjyderne efter en times spil på 2-0 efter en scoring af Sefer Emini, som også blev slutresultatet.
Spændingen i toppen af 1. division og kampen om oprykning til Superligaen svinder mere og mere ind. Det blev tydeligt med Fredericias store afklapsning på 0-4 mod Kolding.
Kolding bragte sig i front efter bare tre minutter, efter at Asker Beck blev sendt i dybden og sparkede en 1-0-føring ind.
Problemerne fortsatte for Fredericia, der havde det svært i opgøret. Kolding fordoblede føringen efter 67 minutter, da anfører Paul Ngongo nærmest trampede bolden frem i feltet og herfra bragede 2-0-målet op i nettaget.
Kampen blev endegyldigt lukket med et kvarter tilbage efter et stort målmandskoks fra Fredericias Mattias Lamhauge. Målmanden ramte Koldings Patrick Tjørnelund ved et udspark, så Tjørnelund kunne få bolden med sig til en ren friløber, som lukkede kampen til 3-0.
Kolding var dog ikke færdig, og kort tid efter blev Fredericias kollaps en realitet, da Koldings Christoffer Palm blev spillet fri foran mål til en nem og sikker 4-0-scoring.