AGF tager bortvisning af fans op i Divisionsforeningen
Det mener AGF, der brokker sig over bortvisningen af fansene for anden dag i træk.
AGF oplyser lørdag, at den aarhusianske superligaklub nu vil rejse sagen i Divisionsforeningen. AGF mener, at sagen har principiel karakter.
"Det her handler om situationsfornemmelse og konduite - i modsætning til rigid overholdelse af regler, der aldrig har haft til formål at bortvise fredelige tilskuere, der jubler over en scoring," skriver AGF på sin hjemmeside.
Det var i forbindelse med AGF's mål til 1-0, at tilskuerne blev bortvist. De stod og jublede på en FCN-tribune, og det var der på forhånd advaret imod.
Både på FCN's egen hjemmeside samt på AGF's var reglerne blevet beskrevet udførligt inden pokalkampen.
"Vi gør opmærksom på, at fans af AGF ikke er tilladt i FCN-afsnit.Hvis du i FCN-afsnit udviser tilhørsforhold til AGF i form af påklædning, adfærd eller lignende, vil du blive bortvist uden mulighed for refundering af billetprisen," lød det på FCN's hjemmeside inden kampen.
Alligevel er AGF ikke enig i bortvisningen.
"I Aarhus i forbindelse med kampe vil vi fortsat udvise situationsfornemmelse og konduite.Det betyder ikke, at man kan optræde i klubudstyr og udvise truende eller provokerende adfærd på et hjemmebaneafsnit," skriver AGF og tilføjer:
"Så vil man blive advaret mod gentagelse eller blive henvist til udebaneafsnittet og i helt grelle tilfælde skulle forlade stadion. Men det var ikke, hvad der skete i Farum på et stadion, der var halvt fyldt."
AGF ønsker at indlede en generel debat om emnet i dansk fodbold.
"Det, der skete i Farum, har vi aldrig som klub oplevet før - heldigvis - og vi vil gerne rejse en principiel debat, om det virkelig er den vej, vi ønsker at gå i dansk fodbold. Det synes vi ikke. Derfor vil vi også tage det op i Divisionsforeningen - for det gavner ikke dansk fodbold og en mangfoldig, positiv tilskuerkultur," lyder det fra AGF.
AGF vandt pokalkampen med 3-2. Der er returkamp i Aarhus 11. april.