Tysk gigantdræber øjner pokalfinale inden sekundaopgør: Burde være en aprilsnar
Saarbrücken fra den tredjebedste række tager imod Kaiserslautern fra den næstbedste række i et opgør om at komme i finalen.
Især Saarbrücken har leveret den ene choksejr efter den anden ved at slå Bayern München, Eintracht Frankfurt og senest Borussia Mönchengladbach ud af pokalen.
Kaiserslautern-træner Friedhelm Funkel mener derfor, at Saarbrücken er favorit til at gå i finalen.
Den favoritrolle er Saarbrücken-træner Rüdiger Ziehl dog ikke meget for at påtage sig.
" Hvis jeg havde hørt det for første gang, så ville jeg have troet, at det var en aprilsnar. Vi kan ikke bruge sejrene over Bayern, Frankfurt og Gladbach til noget. Det har ingen relevans i forhold til tirsdagens kamp," siger Rüdiger Ziehl ifølge dpa.
Da Saarbrücken skulle spille pokalkvartfinale mod Gladbach i februar, blev kampen udsat og spillet i marts, da en regnvåd bane var umulig at spille på.
Saarbrücken-træneren er dog sikker på, at tirsdagens semifinale kan afvikles efter planen, selv om banen ikke har et drænsystem.
"Hvis vejret ikke bliver ekstremt, så kan der spilles på banen. Jeg var overrasket over, at banen var i så god stand," siger Ziehl ifølge dpa.
Banen blev søndag beskyttet med presenninger, da der faldt regn op til semifinalen, og det har hjulpet på dens tilstand, lyder det fra træneren, der selv har været ude og inspicere den.
I den anden semifinale tørner Bayer Leverkusen, der er Bundesligaens førerhold, sammen med Fortuna Düsseldorf fra den næstbedste række. Den kamp spilles onsdag aften.
Den tyske pokalfinale spilles i Berlin 25. maj.