Pokaloptakt: Silkeborg har historikken med sig mod AaB med lidt medvind i sejlene
Det kører ikke i øjeblikket i Søhøjlandet når det kommer til ligaen. Hverken da det hed grundspil, eller i det nuværende kvalifikationsspil. Det er dog måske en lille trøst, at det virker til at fungere i Pokalturneringen.
Det gik ud over Sønderjyske i sidste runde og med al respekt for Haderslev-holdet, så står der ikke Superliga ud for deres række.
Omvendt ligner det, at AaB er ved at få skuden på ret køl. Oscar Hiljemark ligner en mand, der bevæger sig op i toppen af trænere, der bør forvente et opkald når den nye sportslige ledelse i AaB skal have fundet deres kommende cheftræner.
I sidste runde af Pokalturneringen gik det ud over Viborg, hvor begge kampe blev vundet. Det kunne ligne, at turneringen virker som et mentalt frirum, hvor spillerne ikke har et nedrykningsspøgelse siddende på deres skuldre.
Form og indbyrdes møder
Kigger man alene på formbarometeret, så kunne det ligne, at den jyske finaledeltager hed AaB. Hjemmeholdet er ubesejrede i de seneste fire kampe, hvoraf det dog kun er blevet til sejr i den seneste.
Med det uafgjorte resultat i den første kamp, er en sejr påkrævet torsdag aften, hvis AaB skal nå deres 13. pokalfinale, hvilket vil være dansk rekord. AGF og FC København har også været i 12 finaler, men her har kun københavnerne mulighed for at udbygge antallet.
Silkeborg er uden sejr i ligaen i næsten to måneder. Seneste sejrssang blev sunget d. 5. marts efter en 2-1 sejr over FC Nordsjælland. Modsat AaB, har Silkeborg ikke umiddelbart det store på spil i ligaen, hvor de for øjeblikket ligger lidt i ingenmandsland.
Det kan muligvis give lidt ekstra kræfter til torsdagens opgør. Læg dertil, at Silkeborg formentligt gerne vil rejse sig ovenpå øretæven mod FC Midtjylland i mandags.
De to hold har set rigeligt til hinanden for nylig. Udover den første pokalsemifinale mødtes de også fire dage forinden, i en 2-2 kamp der også blev afviklet i Silkeborg. Midtjyderne kan dog glæde sig over, at de seneste fire indbyrdes kampe på Aalborg Portland er endt med en sejr.
Hold øje med disse
Der vil helt naturligt være fokus på Nicklas Helenius. Ikke nok med at han skiftede fra netop Silkeborg i vinters, så har han for nylig udtalt sig mindre flatterende om Silkeborgs måde at håndtere det skifte på.
Det er dog blot blevet til en enkelt scoring efter returen til AaB, men mon ikke Helenius vil benytte enhver mulighed for at fordoble den total torsdag aften. Han fik et mål annulleret for offside i det første opgør, så han kender vejen.
Vejen, Helenius skal finde, går via Silkeborgs anfører Nicolai Larsen. Den tidligere AaB-målvogter er på sine bedste dage aldeles fremragende.
Senest mod FC Midtjylland havde han dog ligesom resten af holdet en off-day. Han kan godt få en travl dag, mod blandt andre en Allan Sousa i fin form, og som kan blive yderst vigtig i en eventuel straffesparkskonkurrence.
Skader og karantæner
AaB mangler Andreas Poulsen, Jeppe Pedersen og Oliver Ross, der alle er ude med skader.
Silkeborg har Joel Felix og Mads Kaalund på skadeslisten, mens Lukas Engel og Andreas Oggesen er blevet klar igen og er udtaget til truppen.