Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Anfører ser rødt i United-nederlag til Tottenham

Ritzau
Bruno Fernandes spillede en negativ hovedrolle.
Bruno Fernandes spillede en negativ hovedrolle.MICHAEL REGAN/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP
Bruno Fernandes fik det røde kort for Manchester United, der tabte 0-3 hjemme til Tottenham i Premier League.

Manchester United kæmper med at skaffe resultaterne i Premier League, og søndagens hjemmekamp var ingen undtagelse.

Tottenham kom på besøg og snuppede en overlegen 3-0-sejr på Old Trafford godt hjulpet på vej af et rødt kort til United-anfører Bruno Fernandes.

Manchester United er placeret som nummer 12 med syv point efter seks kampe. Kun to sejre er det blevet til. Tottenham er nummer otte med ti point.

Allerede inden det røde kort dominerede Tottenham med energisk og offensivt spil.

Det gav bonus efter tre minutter, da Tottenham-stopperen Micky van de Ven opsnappede en bold på egen banehalvdel og løb hele vejen ned i Uniteds felt og assisterede Brennan Johnson til en nem 1-0-scoring.

Kort efter forsøgte Tottenhams midtbanekreatør James Maddison sig mod mål, men United-keeper André Onana reddede.

Også Tottenham-stopper Cristian Romero var tæt på at score, men United slap med skrækken.

Statistik fra kampen
Statistik fra kampenFlashscore

I den anden ende havde United-angriber Joshua Zirkzee en mulighed for at udligne, men Tottenham-keeper Guglielmo Vicario diskede op med en redning.

Efter 42 minutter gjorde United det vanskeligere for sig selv, da Bruno Fernandes så rødt.

Den portugisiske midtbanespiller gled i græsset og valgte at sætte en tackling ind i knæhøjde på James Maddison. Og så var der marchordre.

To minutter inde i anden halvleg øgede den svenske offensivspiller Dejan Kulusevski til 2-0.

Uniteds danskere Christian Eriksen og Rasmus Højlund kom på banen efter 73 minutter, men ingen af dem var i stand til at ændre på resultatet.

Casemiro var tættest på at pynte på resultatet, men skarpheden manglede.

I stedet øgede Tottenham-angriber Dominic Solanke til slutresultatet 3-0.

I søndagens anden kamp i Premier League spillede Ipswich 2-2 hjemme mod Aston Villa.