Arsenal holdt liv i mesterskabsdrømme med flot sejr i Newcastle
Martin Ødegaard lynede i en tæt og underholdende 2-0-sejr hos Newcastle, som to gange ramte træværket.
Arsenal tog søndag en vigtig skalp og fastholdt presset på Manchester City i toppen af Premier League.
Ude mod formstærke Newcastle hev London-klubben således alle tre point efter en ellers jævnbyrdig og underholdende kamp.
Den norske kreatør Martin Ødegaard lynede efter et lille kvarters spil, inden Fabian Schärs selvmål i anden halvleg lukkede spændingen ud af opgøret.
Med sejren har Arsenal nu 81 point for 35 kampe, mens City topper med 82 point for 34 kampe.
Manchester City har dog vist skræmmende form i Premier League med ti sejre i træk, og med et slutprogram, der hedder Everton, Chelsea, Brighton og Brentford, må de lyseblå stadig anses som mesterskabsfavorit.
I modsætning til Arsenal har Pep Guardiolas tropper dog stadig europæiske opgaver på programmet. Tirsdag venter Real Madrid ude i den første af to semifinaler i Champions League.
Arsenal mangler at møde Brighton, Nottingham Forest og Wolverhampton i sine resterende ligakampe.
Arsenals sejr på St. James' Park søndag kan ikke betegnes som andet end hårdt tilkæmpet. Hjemmeholdet havde således adskillige nærgående indslag offensivt.
Efter kun godt et minuts spil bragede kantspilleren Jacob Murphy kuglen på stolpen, og en håndfuld minutter senere blev Newcastle tildelt et straffespark for en hånd på bolden.
Efter flere minutters VAR-konsultation ændrede dommeren dog kendelsen, og Arsenal åbnede i stedet ballet efter godt 13 minutter.
Martin Ødegaard svingede venstrebenet fra distancen og sendte et lavtflyvende missil gennem benene på en Newcastle-spiller og uden for keeper Nick Popes rækkevidde.
Arsenal havde inden pausen to store chancer for at øge til 2-0, men Nick Pope vandt med et par fremragende aktioner duellerne med Gabriel Martinelli og Ødegaard.
Newcastle var meget tæt på udligning i starten af anden halvleg, men først tog stolpen sig af Alexander Isaks hovedstød, og kort efter var keeper Aaron Ramsdale vågen, da Fabian Schär fik masser af plads til at heade mod kassen.
Martinelli drejede siden bolden på overliggeren i den anden ende, og han var også afgørende efter 72 minutter, da afgørelsen faldt. Brasilianeren stod således for det flade og hårde indlæg, som Schär rettede ind i eget net.