Arsenal pligtsejrer og øger forspring til City i toppen
Med sejren øger Arsenal i toppen hullet ned til Manchester City på andenpladsen. Fire point nu adskiller de to mandskaber.
Arsenal har to kampe tilbage i sæsonen, mens City dog har fire opgør, der resterer. Allerede senere lørdag kan Pep Guardiolas mandskab æde en del af forspringet, når Wolverhampton kommer på besøg i Manchester.
Bournemouth indtager tiendepladsen i ligaen med 48 point. Holdet har seks point op til Manchester United på sjettepladsen, der giver adgang til næste sæsons europæiske fodbold.
Arsenal sad massivt på spil og chancer i første halvleg lørdag eftermiddag. 16 forsøg havde topholdet, flere af dem var store chancer, men skarpheden hos de forreste spillere var blevet i omklædningsrummet i indledningen.
Det var et straffespark, der skulle til, før Arsenal fik hul på bylden. Bukayo Saka viste sikkerhed fra pletten og gjorde det til 1-0 få minutter før pausen.
Forinden var Kai Havertz nedlagt i Bournemouth-feltet af keeper Mark Travers. Kontakten mellem de to var minimal, men nok til, at dommerens kendelse blev stående efter et VAR-gennemsyn.
Det var et andet Bournemouth-hold, der kom ud efter pausen.
Gæsterne var mere med i kampen og formåede at skubbe spillet længere frem på Arsenals banehalvdel.
Værterne faldt i tempo, imens Bournemouth spillede sig frem til flere store muligheder til offensivspillerne Dominic Solanke og Justin Kluivert.
De fine tilbud blev dog ikke udnyttet, og så øgede Leandro Trossard i stedet hjemmeholdets føring, da han med en effektiv inderside sendte bolden i nettet 20 minutter før tid.
I dommerens tillægstid lukkede Declan Rice opgøret. Den defensive midtbanespiller timede et løb ind i Bournemouth-feltet perfekt og sparkede Arsenal på 3-0.