Arsenal slår Sheffield United med tenniscifre i opvisning
Det er fjerde gang i 2024, at Arsenal vinder med mindst fem mål i Premier League.
Dermed bider Arsenal sig fast i haserne på de to foranliggende rivaler i toppen. Liverpool fører ligaen med 63 point foran Manchester City og Arsenal, der har henholdsvis 62 og 61.
Arsenal har nu den klart bedste målscore af de tre.
Knap så sjov er tilværelsen som Sheffeld United-fan i denne sæson. Holdet ligger sidst med 13 point og har 11 point op til overlevelse.
Holdet har nu tabt sine seneste tre hjemmekampe med samlet 0-16.
Med tanke på at Arsenal har vundet mange store sejre på det seneste, og Sheffield United havde tabt sine seneste to hjemmekampe med 0-5, var der lagt op til en ny Arsenal-storsejr, og den jagtede Arsenal fra start.
Blot et minut var spillet, da Bukayo Saka hamrede bolden på overliggeren. Så var tonen lagt.
I indledningen blev hjemmeholdet udstillet gang på gang, og klubbens tilskuere begyndte at forlade stadion allerede efter et kvarter, da Arsenal havde bragt sig foran med 3-0.
Martin Ødegaard skød hul på målfesten i femte minut i helt fri position, Saka fremtvang et selvmål fra Jayden Bogle efter et gennembrud ved baglinjen i 13. minut, og to minutter senere øgede Gabriel Martinelli efter et gennemført kontraangreb.
Kort efter assisterede Martinelli så Kai Havertz, der øgede til 4-0 med et tørt spark.
Efter godt en times spil blev Martinelli hjulpet fra banen med en skade. Det var malurt i Arsenal-bægeret på en ellers stor aften.
Inden da havde Declan Rice scoret til 5-0 på Sakas glimrende forarbejde, og efter knap en time scorede forsvarsspilleren Ben White et af sine sjældne mål, da han havde bevæget sig frem i modstanderens felt og gjort det til tenniscifre.
Toppen i Premier League er så tæt, at målscoren meget vel kan blive afgørende i sidste ende, og det var Arsenal bevidst om.
Jagten på flere mål blev dog mere afdæmpet, som kampen skred frem.
Træner Mikel Arteta gav Saka et hvil på bænken i hele anden halvleg, og det gav hjemmeholdet bedre mulighed for at forsvare sig.
Gabriel Jesus blev skiftet ind til comeback efter sin skade, og han var tæt på at komme på tavlen ved et par lejligheder.