Arteta efter tredje udvisning: Denne gang kostede det
For tredje gang i efterårets Premier League blev Arsenal reduceret til ti mand, da William Saliba i første halvleg af lørdagens udebanekamp mod Bournemouth trak i nødbremsen.
Midtstopperen blev ved stillingen 0-0 i første halvleg sendt tidligt i bad. Det blev afgørende, da værterne med to scoringer i de sidste 20 minutter tog en 2-0-sejr.
"Det er meget svært at vinde en kamp i Premier League, når man er ti mand i 60 minutter. Det var bare en ulykke, der ventede på at ske. Vi har tre gange skullet gå igennem det, og denne gang kostede det os," siger Arsenal-træner Mikel Arteta ifølge AFP efter opgøret.
Tidligere på efteråret blev holdet fra det nordlige London reduceret til ti mand i opgør mod Manchester City og Brighton. Begge de kampe endte uafgjort.
Selv om det er det tredje røde kort på otte kampe, er Arteta ikke bekymret for tendensen.
"Vi forsøger at holde os til linjen. De tre røde kort har været vidt forskellige og er kommet i forskellige situationer," siger træneren.
Med nederlaget indtager Arsenal tredjepladsen i den engelske liga.
Mandskabet har samme pointantal som Manchester City, der har spillet en kamp færre. Det samme har Liverpool, der ligger nummer et - ét point foran Arsenal og City.
"Vi kan ikke lave flere fjollede fejl. Vi har brug for vores bedste spillere på banen hele tiden. Troen er stadig høj, og vi vil holde sammen," siger den defensive midtbanespiller Declan Rice.