Bekræftet: Lyngby færdiggør aftale med Gylfi Sigurdsson
Torsdag meddeler Lyngby, at man er blevet enig med Gylfi Sigurdsson om en etårig kontrakt.
I sidste uge lød det fra Lyngby, at man havde en mundtlig aftale med islændingen, der især er kendt for sine frisparksevner, og nu er der altså kommet papir på samarbejdet.
"Der er ingen tvivl om, at vi er utrolig stolte og glade for, at vi i dag kan præsentere Gylfi Sigurdsson som Lyngby Boldklub-spiller," siger fodboldchef Nicas Kjeldsen på klubbens hjemmeside.
"Gylfi er en spiller fra en hylde, som vi ikke normalt kan hente spillere fra, hvorfor det er en blåstempling af vores klub, miljø og store udvikling, at vi kan tiltrække en spiller af hans kaliber."
Gylfi Sigurdsson har tidligere i karrieren spillet 318 kampe i Premier League for klubber som Tottenham og Everton.
Han har dog ikke spillet fodbold på professionelt niveau siden maj 2021, fordi han blev undersøgt i en sag om mulige seksuelle krænkelser, som han ikke blev sigtet for i sidste ende.
"Gylfi har ikke spillet fodbold i de seneste par år, hvorfor vi selvfølgelig vil være tålmodige med ham. Der er dog ingen tvivl om, at det er en kæmpe profil, som vi har fået til Kongens Lyngby, og det er vi meget stolte over," siger Nicas Kjeldsen.
Gylfi Sigurdsson bliver i Lyngby blandt andre holdkammerat med tre andre islændinge, ligesom klubbens cheftræner, Freyr Alexandersson, også kommer fra vulkanøen.
"Jeg har haft rigtig mange gode snakke med folk i klubben. Det er ingen hemmelighed, at jeg har et rigtig godt forhold til Freyr, og jeg har også snakket meget med Alfred (Finnbogason, tidligere Lyngby-spiller, red.), som er en af mine rigtig gode venner.Han har fortalt mig meget om klubben, stemningen i den og selve holdet. Både Freyr og Alfred har talt varmt om klubben, og indtil videre kan jeg godt forstå, at de har haft så meget godt at sige, siger Gylfi Sigurdsson på Lyngbys hjemmeside.