Bekræftet: Manchester United henter stjerneforsvarsduo i München
Den hollandske stjernecenterback har længe været rygtet på vej fra Bayern München og til Old Trafford, og nu er det altså et faktum.
Prisen for hollænderen skal være cirka 375 millioner kroner, melder flere engelske medier.
Det er den anden forstærkning, som Manchester United henter til midterforsvaret denne sommer.
I juli kom 18-årige Leny Yoro til fra franske Lille, men den nytilkomne midtstopper pådrog sig et brud i foden i en testkamp mod Arsenal og forventes ude i tre måneder.
Kort efter blev det bekræftet, at også Noussair Mazraoui tager samme vej fra Bayern til Manchester United. Begge spillere har fortid i Ajax under nuværende United-manager Erik ten Hag.
Den hollandske landsholdsspiller de Ligt (25) har underskrevet en femårig kontrakt med United frem til 2029, mens marokkanske Mazraoui (26) har skrevet under frem til sommeren 2028. München købte midterforsvareren de Ligt fra Juventus for over en halv milliard kroner i sommeren 2022.
Højrebacken Mazraoui kom ligeledes til München fra Ajax Amsterdam for to år siden på en fri transfer. Bayerns sportsdirektør Max Eberl kan bruge millionerne til at fortsætte den planlagte omorganisering af truppen.
Bestyrelsesmedlem Uli Hoeneß understregede for nylig, at der først skulle sælges spillere, før man kunne skrive kontrakt med nye stjerner. Bayern har indtil videre brugt næsten 1 millard kroner på Joao Palhinha, Michael Olise og Hiroki Ito.
Lånespilleren Josip Stanisic vendte dertil tilbage fra Bayer Leverkusen.