Billing og Bournemouth forlænger vild stime og henter 19 ud af 21 mulige points
19 af 21 mulige point har holdet hentet i sine seneste syv kampe efter tirsdagens 3-0-sejr over Fulham på hjemmebane, og det kan ingen andre hold i rækken matche.
Vidunderstimen står i stærk kontrast til den første del af sæsonen, hvor Bournemouth lagde ud med ni kampe uden en eneste sejr.
Af samme årsag ligger sydenglænderne trods to fænomenale måneder på en forholdsvis beskeden 10.-plads i Premier League efter knap halvdelen af sæsonen. Fulham er efter et mere jævnt efterår nummer 13.
Philip Billing startede opgøret på bænken, og herfra så han hollandske Justin Kluivert sparke Bournemouth på 1-0 lige før pausen efter fremragende forarbejde af midtbanespilleren Alex Scott.
Den brandvarme Bournemouth-topscorer Dominic Solanke øgede efter godt en times spil stensikkert til 2-0 på et straffespark, hvorefter Billing blev smidt i spil for at være med til at køre sejren i hus.
Det gjorde danskeren glimrende, men det var en anden indskifter, colombianske Luis Sinisterra , der i overtiden lukkede ballet med et hug fra kanten af feltet.
Andetsteds bød den traditionelt fodboldrige Boxing Day også på et vaskeægte bundbrag mellem Sheffield United og Luton.
Sheffield United vendte 0-1 til 2-1 i første del af anden halvleg, men efter selvmål af først Jack Robinson og siden den tidligere Brøndby-spiller Anis Ben Slimane rejste Luton hjem med en 3-2-sejr.
Den danske U21-landsholdsangriber William Osula blev skiftet ind i slutfasen for Sheffield United, som er bundprop i Premier League med blot ni point. Luton har 15 point på tredjesidstepladsen.