Brighton lander rekordoverskud i Premier League på én milliard kroner
Det skriver mediet The Athletic om klubbens regnskab, der tirsdag blev offentliggjort.
I danske kroner svarer overskuddet til lidt over én milliard kroner.
Overskuddet skyldes en række store spillersalg, heriblandt Alexis Mac Allister til Liverpool, Marc Cucurella til Chelsea og Yves Bissouma til Tottenham.
Samlet kan de ende med at indbringe Brighton over 140 millioner pund - cirka 1,2 milliarder kroner.
Desuden fik Brighton 21,5 millioner pund for at lade cheftræner Graham Potter samt fem fra hans trænerhold skifte til Chelsea.
Overskuddet er markant højere end det i sæsonen forinden, hvor det blev til et resultat efter skat på 24,1 millioner pund.
Brightons omsætning steg også i perioden til en klubrekord på 204,5 millioner pund fra 174,5 millioner pund året før.
Det hidtidigt største overskud var Tottenhams på 113 millioner pund i 2018. Før det havde Liverpool rekorden på 106 millioner pund.
Med al sandsynlighed har Brighton også et klækkeligt overskud for den indeværende sæson i vente på baggrund af blandt andet rekordsalget af Moisés Caicedo til Chelsea.
En del af overskuddet skal gå til at tilbagebetale Brightons hovedaktionær, Tony Bloom, der igennem årene har investeret næsten 500 millioner pund i klubben.
Desuden har Brighton planer om at etablere en ny fanzone ved Amex-stadionet.
Administrerende direktør Paul Barber fortæller ifølge The Athletic, at overskuddet kommer som led i klubbens planer om at være selvfinansierende.
"Vi har nu en solid platform til at fortsætte med at skabe fremskridt på banen, at investere i truppen og forbedre oplevelsen på kampdagene for vores fans," siger han.
Brighton, hvis cheftræner er italienske Roberto De Zerbi, ligger aktuelt nummer ni i Premier League.