Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Chelseas hattrick-helt undskylder for uskøn kommentar

Flashscore
Chelseas hattrick-helt undskylder for uskøn kommentar
Chelseas hattrick-helt undskylder for uskøn kommentarProfimedia
Før Chelseas kamp mod Wolverhampton, hvor Noni Madueke scorede hattrick, kaldte han byen for "lort" i opslag.

Chelsea-kantspilleren Noni Madueke blev buhet ad af Wolverhamptons tilhængere, hver eneste gang han havde bolden i søndagens opgør i Premier League.

Det var der nok en væsentlig årsag til.

Madueke rejste lørdag med Chelsea til den britiske by for at spille en rolle i udebaneopgøret, men han var ikke nødvendigvis glad for at være der.

På det sociale medie Instagram skrev Madueke lørdag i en såkaldt story, at "alt ved det her sted er lort", inden han hurtigt slettede opslaget.

Kantspilleren antydede efterfølgende, at han ved en fejl havde delt opslaget på den "forkerte Instagram-konto".

Men skaden var allerede sket.

Derfor har han søndag undskyldt over for Wolverhampton.

Men først efter at han i løbet af anden halvleg scorede hattrick og dermed gned salt i såret hos hjemmeholdet, der tabte kampen 2-6.

"Jeg vil bare gerne undskylde til alle, som jeg måske har fornærmet", siger han efter sejren.

"Det var bare en menneskelig fejl. Det var ikke meningen, at det skulle ud på mine sociale medier på den måde. Jeg er sikker på, at Wolverhampton er en dejlig by".

22-årige Madueke, der skiftede til Chelsea fra hollandske Feyenoord sidste år, tilføjer, at han forventede at modtage buhråb, men "man skal præstere under pres".

Med sejren tog Chelsea sine første point i sæsonen, efter at holdet i første runde tabte 0-2 til Manchester City.

Også Cole Palmer, der lagde op til alle Maduekes tre mål, var i centrum for en livlig offensiv forestilling.

Hattrick-helten Madueke har kun positive gloser til overs for Chelseas nye cheftræner, Enzo Maresca, der førte Leicester City tilbage til Premier League i seneste sæson.

"Alle så, hvad han (Maresca, red.) gjorde i Leicester sidste år, han er vild med detaljer".

"Selv i den første kamp var der nogle flotte mønstre i spillet, men vi kunne bare ikke afslutte det", mener Madueke.

Cheftræneren, der har en trup på omkring 40 mand, siger, at han er "heldig" med at have så mange alsidige spillere.

"Intentionen er altid god, men vi skal være mere præcise, hvis vi vil spille på den måde, vi gør", siger Maresca trods 6-2-sejren.