City og Premier League ser begge positivt på sponsordom
Mandag faldt der en afgørelse i en sag om sponsorregler mellem Premier League og storklubben Manchester City.
Og parterne er mildest talt uenige om, hvem der kan være bedst tilfreds med det, som voldgiftsdomstolen fandt frem til.
De såkaldte APT-regler handler om, at klubberne ikke må indgå sponsoraftaler til en værdi, der er højere end markedsværdien, når der er tale om selskaber, som klubejeren ejer eller har tilknytning til.
Med andre ord må klubber som Manchester City med stenrige ejere i ryggen ikke indgå kunstigt store aftaler, da det ifølge ligaen kan skabe en uretfærdig konkurrencesituation.
"Premier League modtager med velvilje panelets konklusioner, som støtter op om de overordnede formål, rammerne og beslutningsprocessen i APT-systemet."
"Domstolen fremhævede nødvendigheden af APT-systemet som helhed og afviste størstedelen af Manchester Citys klagepunkter. Desuden har panelet fundet frem til, at reglerne er nødvendige for, at ligaens økonomiske kontrol forbliver effektiv," skriver ligaen på sin hjemmeside.
Samme udlægning af dommen finder man ikke ligefrem i Manchester Citys vurdering af afgørelsen.
Klubben mener ikke, at Premier Leagues regler lever op til de britiske regler på konkurrenceområdet, og det har voldgiftsdomstolen til dels givet klubben medhold i.
"Klubben havde succes med sine påstande: APT-reglerne er fundet ulovlige, og Premier Leagues beslutning om to specifikke sponsoraftaler er blevet tilsidesat."
"Panelet nåede frem til, at Premier League har misbrugt sin dominerende position," lyder det blandt andet på klubbens hjemmeside.
City henviser til, at Premier League i 2023 underkendte klubbens aftaler med First Abu Dhabi Bank og Etihad Aviation group. Den beslutning skal omgøres, mener panelet.
I en anden og mere kendt sag har Premier League rettet 115 anklagepunkter mod Manchester City.
80 af dem handler om overtrædelse af Premier Leagues finansielle spilleregler i årene 2009-2018. Resten skyldes ifølge ligaen manglende samarbejde om undersøgelsen.
Hvis Manchester City bliver fundet skyldig, kan det potentielt ende med en pointstraf af betydelig størrelse.
Den sag ventes at blive afsluttet, før sæsonen er slut. Herefter kan der vente ankesager.