Colombiansk regering: Kidnappere vil frigive far til Liverpool-spiller
Det oplyser indenrigsminister Luis Fernando Valasco ifølge AFP.
Regeringen har forhandlet med medlemmer af oprørsgruppen ELN, der i sidste uge kidnappede Liverpool-spillerens forældre, men hurtigt valgte at frigive moren.
Indenrigsministeren fortæller, at ELN har indikeret, at faderen vil blive løsladt, men at der skal opnås enighed om et "sikkert sted", hvor udleveringen kan finde sted.
Luis Fernando Valasco angiver ingen tidshorisont, så det er uvist, om der er tale om timer eller dage.
Luis Diaz' forældre blev kidnappet lørdag i sidste uge i hjembyen Barrancas nær grænsen til Venezuela. Mens moren hurtigt blev frigivet, har mere end 250 soldater fra hæren søgt efter faderen.
Oprørsgruppen ELN er for tiden midt i fredsforhandlinger med den venstreorienterede regering i Colombia anført af præsident Gustavo Petro. En seks måneder lang våbenhvile gik i gang i august.
Kidnapningssagen i Colombia har også påvirket Premier League-klubben Liverpool, hvor Luis Diaz sad over, da klubben i sidste weekend slog Nottingham Forest.
Manager Jürgen Klopp har udtalt, at det er op til Diaz selv at bestemme, om venstrekanten vil spille søndagens kamp mod Luton i Englands bedste fodboldrække.