Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

DBU-chef jubler over dansk trænersucces i Europa: Vi er foran på rigtig mange parametre

Henrik Bauch
Brian Priske har stor succes i Europa
Brian Priske har stor succes i EuropaProfimedia
Premier League, Bundesligaen og Æresdivisionen i Holland. Fælles for de tre store ligaer er, at der er danske trænere ved roret. Fo få år siden hørte det til sjældenhederne med en dansk træner i udlandet, men nu høster trænerne blandt andet frugten af dygtige foregangsmænd, samt en uddannelse i topklasse. Det siger DBUs Træneruddannelseschef Henrik Clausen i et interview med Flashscore.dk.

For at kunne bestride et trænerjob på højeste niveau, skal du være i besiddelse af en UEFA-Pro træneruddannelse. Selvom man med en vis empiri kan argumentere for at mange ting i UEFA-regi er topstyret, er det ikke i samme grad tilfældet for træneruddannelserne, som det er for afvikling af europæiske klubturneringskampe.

”Vi har i høj grad noget at skulle sige selv. Alle uddannelser under UEFA-paraplyen har det, der kaldes minimum criteria, hvor UEFA sætter rammene. Det kan være alt fra skoleundervisning, tid på træningsbanen etc. Hvis man holder sig indenfor det, så kan hvert forbund selv modellere deres uddannelser inden for de rammer”, lyder det fra Henrik Clausen til Flashscore.dk.

Den mulighed har man benyttet sig af i DBU, hvor uddannelser er skræddersyet efter de nyeste tendenser i fodboldspillet, men i lige så høj grad strømninger indenfor god ledelse.

Resultater baner vejen 

”Den uddannelse vi har, findes derfor ikke nødvendigvis andre steder. I Danmark har vi stort fokus på ledelse, som vel fylder halvdelen af UEFA Pro-uddannelsen i Danmark, hvor den anden halvdel er selve fodboldspillet”, siger Clausen.

”Skal du klare dig i udlandet, skal du naturligvis være god fagligt, men du skal også kunne agere som leder. Både i forhold til din trup og din stab, men i lige så høj grad opad i hierarkiet på bestyrelsesniveau”.

Uanset, hvad man vil kunne fremvise på sit eksamensbevis, er det ikke ensbetydende med, at klubber udsteder jobgarantier, blot fordi passet er rødbedefarvet. Den nuværende succes står på skuldrene af andre danske trænere, der har leveret det, fodboldspillet reelt handler om, nemlig resultater.

”Vi har en god uddannelse. Det skal der ikke være nogen tvivl om, men det er jo resultater, der baner vejen. Både for den enkelte træner, men det kan også bane vejen for andre danske trænere”, lyder det fra Clausen, der bruger Thomas Frank i Brentford, Jess Thorup i Gent og Bo Henriksen i Zürich som nogle af foregangsmændene i forhold til at levere flotte resultater til gavn for andre.

Danske trænere indtager de store ligaer som aldrig før

Denne succes har på blot et par år sparket døren ind for de danskere trænere, der myldrer ud i Europa. Senest er David Nielsen taget til norske Lillestrøm i bestræbelserne på at dirigere dem væk fra en truende nedrykning.

For nogle årtier siden var det den svenske trænerskole, der var berømmet, med nyligt afdøde Sven-Göran Eriksson i spidsen. Nu er tiden kommet til danskerne, og antallet af trænere er steget eksplosivt de seneste år.

”Lige nu har vi omkring 30 trænere, af forskellig karakter, i udenlandske klubber, der som minimum er noget, der kan sammenlignes med Danmark”, kommer det fra Clausen.

Succesen blandt de danske trænere vil Henrik Clausen dog ikke udelukkende tilskrive træneruddannelsen, men lige så meget den danske kultur med mere moderne ledelsesprincipper og en pædagogisk tilgang, der står i skærende kontrast til det karikerede billede at den tyske eller den østeuropæiske træners krav om disciplin.

”Dermed jo ikke være sagt, at danske trænere ikke ønsker disciplin, men gennem vores dannelse og opvækst i Danmark har vi nogle værktøjer gratis med, i forhold til at være mere inkluderende”.

En anden grund til, at danskere har stor succes, tilskriver Clausen evnen til at være fleksibel og populært sagt kende sit publikum. Et eksempel herpå er blandt andet Brian Priskes tid i Sparta Prag.

”Når man står nede i Prag, så skal man kunne læse det kulturelle terræn, og finde ud af, om det er vigtigt at være tydelig og bestemt. Nu er det måske noget andet, der er vigtigt for ham i Holland”.

Pragmatisme er en fordel

En andet eksempel på danske trænerens evner til at tilpasse sig den virkelighed, de befinder sig i, er Thomas Frank, der inden tiden i Brentford har stået i spidsen for Brøndby, og flere danske U-landshold.

”Danske trænere er tilpas pragmatiske, ment på den positive måde. Det er igen meget karikeret, men tidligere ville Thomas Frank eksempelvis gerne spille tiki-taka. Nu er han i Brentford med stor succes, hvor han ikke er for fin til at spille på andre dyder”, siger Clausen.

Noget så basalt som sprogkundskaber vil træneruddannelseschefen heller ikke negligere som et vigtigt parameter i den nuværende danske succes.

Det traditionelt høje niveau af engelsk i det danske uddannelsessystem kan meget vel være et konkurrenceparameter, der giver danskere en forlomme i forhold til andre.

”Der findes bestemt også gode spanske og portugisiske trænere eksempelvis, og hvis de skal til England eller Tyskland, så vil det typisk være med en tolk. Her kan danskere træde direkte ind. Det viser sig omvendt også ved, at de danske trænere i udlandet typisk er i lande, hvor der tales engelsk på et vist niveau”.

Ikke langt fra tanke til handling

I fodboldens verden står tingene aldrig stille. Hele tiden blæser der nye vinde om formationer, presspil og andet der kan have relevans for danske toptrænere, både herhjemme og i udlandet. Også her mener Clausen at Danmark har en fordel i forhold til andre nationer.

”Vi er et lille land, så vi er måske lidt hurtigere til at implementere nye strømninger i vores uddannelse, hvor jeg har en fornemmelse af, at det kan være mere rigidt rundt om i Europa, især i de større nationer”, siger Clausen, der som chef for uddannelsen også tager kursisterne med på råd og er lydhør over for, hvad kursisterne gerne vil have med, så længe det er inden for rammerne af det pensum der hører til.

Succesen med at sprænge glasloftet er dermed et resultat af mange års arbejde og tilrettelæggelse i DBU.

Det nuværende scenarie med de mange udlandsdanskere blandt trænere, har ikke været et mål i sig selv, men man har dog tidligere undret sig i DBU, siger Clausen.

”Som udgangspunkt har målet været at give trænerne de bedst mulige forudsætninger. Vi har da i flere år tænkt, at det var underligt, der ikke var nogen, der kom ud noget før”.

Trods den store eksport af danske trænere på flotte adresser, er det ikke fordi, DBU bliver kimet ned fra andre forbund i jagten på at kunne kopiere den danske træneruddannelse. Direkte adspurgt, om DBU har fået henvendelser, lyder det fra Henrik Clausen:

”Det korte svar er nej, men det kan jo være, det sker en dag”.