Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Det var noget med B: Tidligere AGF-stjerne på afveje med engelske talenter

Andreas Würtz Adamsen
Det blev ikke til nogen kamp for Jack Wilshere og resten af Arsenals U18-mandskab lørdag eftermiddag.
Det blev ikke til nogen kamp for Jack Wilshere og resten af Arsenals U18-mandskab lørdag eftermiddag.Richard Heathcote/Getty Images Europe/Getty Images via AFP
Det endte som spild af en god bustur, da Arsenals U18-drenge lørdag skulle have spillet i U18 Premier League. I stedet for at køre til Brighton & Hove, hvor de skulle have mødte Brighton & Hove Albions U18-mandskab, kørte de nemlig til Bournemouth, og så måtte kampen altså i sidste ende aflyses.

Det er en situation, mange har prøvet. Det skal lige gå lidt hurtigt, når man først har fået sat sig bag rattet, så destinationen bliver nærmest i blinde tastet på GPS’en, og så får man gudhjælpemig rutevejledning mod Holstebro i stedet for Holbæk.

Måske var det noget lignende, den forhenværende Arsenal- og AGF-stjerne Jack Wilshere lørdag var udsat for. Her måtte han og resten af Arsenals U18-mandskab, som Wilshere i dag træner, nemlig aflyse deres kamp i den engelske U18 Premier League efter at være kørt forkert. Det skriver Daily Mail

De var nemlig havnet i Bournemouth i stedet for Brighton & Hove. Og det var altså sidstnævnte, der skulle have været destinationen for Wilshere og Co. Her ventede Brighton & Hove Albions U18-drenge nemlig på gæsterne fra London, men de nåede altså aldrig frem. 

Da fejlen blev opdaget, blev kampen i første omgang udskudt med en halv time, men med mere end 150 kilometer og to timers kørsel mellem Bournemouth og Brighton, var man i sidste ende nødt til at aflyse opgøret. 

31-årige Wilshere har siden, han i sommeren 2022 indstillede karrieren efter et halvt år i det århusianske som AGF-spiller, stået i spidsen for Arsenals U18-talenter, hvor han blev ansat blot fire dage efter, han officielt havde stillet støvlerne på hylden.

Det var i netop Arsenal, at Wilshere tilbragte langt størstedelen af fodboldkarriere, både som ungdoms- og som seniorspiller. Englænderen kom til klubben som niårig, inden han i 2010 fik et kæmpestort gennembrud på førsteholdet som teenager. 

Skader prægede dog meget af Wilsheres karriere, men ikke desto mindre nåede midtbanespilleren at repræsentere England 34 gange i landsholdsregi, hvor det tilmed blev til to scoringer. Han var ligeledes på årets hold i Premier League, valgt af spillerforeningen, i sin føromtalte gennembrudssæson. 

I seneste sæson løb Manchester Citys U18-talenter med mesterskabet i U18 Premier League, i øvrigt for tredje år i streg, mens Wilsheres tropper måtte tage til takke med en placering som næstsidst i gruppespillet, hvor holdene er opdelt i to grupper, North og South, Arsenal naturligvis placeret i sidstnævnte. 

I indeværende sæson er Wilshere og Co. dog kommet noget bedre fra land, og Arsenals U18-mandskab indtager således syvendepladsen i South-divisionen med tre sejre i deres indledende otte kampe. Senest blev det til et 3-3-remis mod Crystal Palaces U18-drenge.