Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Eriksen og Højlund udgår med skader i United-sejr, hvor Lindelöf blev matchvinder

Ritzau/Flashscore
Eriksen og Højlund udgår med skader i United-sejr, hvor Lindelöf blev matchvinder
Eriksen og Højlund udgår med skader i United-sejr, hvor Lindelöf blev matchvinderPhil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen og Rasmus Højlund udgik med skader kort før landskamp, da Manchester United slog Luton.

Det danske fodboldlandshold risikerer at være alvorligt svækket, når holdet på fredag kan sikre sin kvalifikation til næste års EM-slutrunde i Tyskland med en sejr over Slovenien i Parken.

Således udgik både Christian Eriksen og Rasmus Højlund, da Manchester United i Premier League vandt med 1-0 over Luton på Old Trafford.

I lørdagens kamp måtte først Eriksen udgå med en knæskade efter 40 minutters spil, da stillingen var 0-0.

Den danske kreatør satte sig ned på banen, modtog behandling og måtte kort efter lade sig udskifte med Mason Mount.

Som om det ikke var nok, måtte også Rasmus Højlund lade sig udskifte med et kvarter tilbage.

Han gik direkte i omklædningsrummet, efter at han blev erstattet med Anthony Martial.

Højlund havde tidligt i kampen en kæmpe chance for at score sit første Premier League-mål, men han må sande, at det fortsat kun er i Champions League, at han har fået nettet til at blafre for "De Røde Djævle".

I stedet scorede svenske Victor Lindelöf det forløsende mål efter en times spil. Forsvarsspilleren stod på rette sted i feltet og udnyttede en ripost til at score.

Sejren var vital for United, der har haft et noget ustabilt udlæg på sæsonen. For tre dage siden tabte holdet med 3-4 til FC København i Champions League efter at have været foran med 2-0 i første halvleg og med 3-2 kort før tid.

Med sejren kom United på 21 point for 12 kampe og ligger nu nummer seks i ligaen.