FCM gør kæmpe kup: Kaprer schweizisk Premier League back
29-årige Kevin Mbabu er landet i FC Midtjylland, hvor han skal tørne ud for de danske mestre på en toårig aftale.
Handlen glæder fodbolddirektør Peter Sand, der sætter ord på den nye højre back:
"Kevin er en topspiller med stor erfaring fra både klub- og landsholdsfodbold – senest i Bundesligaen, men også Premier League, Champions League, Europa League og en EM-slutrunde. Han er en dynamisk back, som besidder den power, teknik og fysik, vi søger."
"Derudover er han stærk en-mod-en, og han har et offensivt mindset med en skarp indlægsfod. Vi har stor tro på, at han kan hjælpe os med at indfri de store ambitioner, vi har, og vi ser frem til at få ham ind på holdet", siger Peter Sand.
Kevin Mbabus CV indeholder blandt andet 91 Bundesliga-kampe, ni kampe i Premier League, 11 optrædener i Champions League samt 24 kampe for det schweiziske landshold, heriblandt fem styks til EM-slutrunden i 2021.
Landsholdsbacken, som skifter fra Fulham FC, var i seneste sæson udlejet til FC Augsburg, hvor han – ifølge Opta Stats – leverede syvende flest succesfulde indlæg af alle spillere i den bedste tyske fodboldrække. Defensivt vandt han 77 procent af sine tacklinger, hvilket var blandt de bedste præsterende i hele ligaen.