Fodbold Weekenden Live: Brøndby klamrer sig til uafgjort mod velspillende FC Nordsjælland
Kl. 22.43 - AGFs træner Uwe Rösler bekræftede efter kampen mod FC København, at Mikkel Duelund er tvivlsom til pokalfinalen efter at han vred om på sin ankel i Parken. "Knægten er selvfølgelig helt ødelagt, for pokalfinalen er i fare for ham. Vi føler med ham. Duelund var positiv og dynamisk, men så vrikkede han om på sin ankel. Det er frustrerende for spilleren først og fremmest, men også for mig og holdet", sagde han til Viaplay.
Kl. 21.29 - Uden at være i kamp blev Paris Saint-Germain søndag aften fransk mester for tredje gang i streg. Lyon hjalp således Luis Enriques tropper på vej med en 3-2-sejr over Monaco, som var eneste tilbageværende bejler til mesterskabet. PSG har 12 point ned til Monaco med tre runder tilbage af sæsonen.
Kl. 20.17 - Efter at have siddet ude næsten et helt år med en skade, blev Tammy Abraham den helt store helt for AS Roma, da han udlignede til 2-2 i slutfasen mod Napoli og hjalp romerne til et point på Diego Maradona Stadion, hvilket giver Daniele de Rossis mandskab en god chance for at sætte sig på en af Champions League billetterne til næste sæson.
Kl. 19.55 - Brest har været den helt store overraskelse i den franske Ligue 1 og med en helt sensationel sejr på 5-4 takket være en scoring i det 97.minut i det bretonske lokalderby mod Rennes, ser det nu ud som om klubben sensationelt formår at kvalificere sig til Champions League. Brest indtager i øjeblikket tredjepladsen i Ligue 1.
Kl. 19.34 - Brøndby-backen Sean Klaiber var efter det uafgjorte resultat mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park bestemt ikke tilfreds med kunstgræsset. "Vi var trætte til sidst. Det skyldes også den dumme bane. Jeg sværger, at alle mand er i smerte. Det er crazy. På en normal bane fortsætter bolden med at rulle, men på det her underlag stopper den med det samme, så man skal hele tiden stoppe op, og det slider virkelig på kroppen", sagde Klaiber til Viaplay.
Kl. 18:59 - Manchester City er planmæssigt foran mod Nottingham Forest, men målmanden Ederson har været nødsaget til at blive skiftet ud med en skade.
Kl. 18:42 - I Sverige var der tidligere på dagen topkamp mellem Malmö og AIK Stockholm. Her vandt holdet fra Sydsverige med hele 5-0. Danske Jens Stryger Larsen stod for oplægget til 1-0.
Kl. 18:20 - Filip Jørgensen vogter buret for Villarreal i deres hjemmekamp mod Rayo Vallecano. Villarreal har et spinkelt håb om en plads i Europa, men det kræver en sejr.
Kl. 18:06 - Anderlecht måtte nøjes med uafgjort i udekampen mod Cercle Brügge. Det betyder, at de indtager andenpladsen med samme pointotal som Club Brügge på førstepladsen.
Kl. 17:59 - Topkampen mellem Brøndby og FC Nordsjælland slutter 1-1 efter masser af dramatik. FC Nordsjælland lagde et tungt pres på Brøndby i hele anden halvleg og fik også scoret, men det lykkedes for Brøndby at slide sig til et enkelt point, som gør, at de får endnu en uge på førstepladsen.
Kl. 17:50 - FC København har hårdt brug for en sejr, hvis de skal holde liv i deres mesterskabsdrømme, men det bliver ikke let, når AGF kommer på besøg i Parken klokken 18:00.
Kl. 17:37 - Rasmus Nissen Kristensen starter inde for Roma i deres udekamp mod kriseramte Napoli. Syditalienerne skal bruge en sejr, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at spille europæisk fodbold efter sommerferien, mens Roma kan så godt som sikre sig en plads i Champions League med en sejr. Jesper Lindstrøm starter på bænken for Napoli.
Kl. 17:30 - Anderlecht jagter lige nu en vigtig sejr i udekampen mod Cercle Brügge. Danskerne Thomas Delaney og Kasper Dolberg er begge på banen for Bruxelles-klubben. Delaney startede inde, mens Dolberg netop er blevet skiftet ind. Kampen står lige nu 1-1 med en halv time tilbage.
Kl. 17:18 - Bo Henriksens Mainz-hold er klar til en særdeles vigtig bundkamp mod FC Köln. Mainz kan komme over nedrykningsstregen med en sejr, mens Köln overlevelseschancer næsten er lig nul, hvis det ender med et nederlag.
Kl. 17:12 - Kampen mellem Bologna og Udines endte uden vinder. Opgøret sluttede 1-1 og danskerne Victor Kristiansen og Thomas Kristensen spillede begge alle 90 minutter.
Kl. 17:00 - Arsenal startede som lyn og torden i første halvleg og kom foran med hele 3-0. I anden halvleg var Tottenham dog væsenligt skarpere, og de formåede at gøre kampen spændende ved at score to gange. Det lykkedes dog ikke for Spurs at få point i kampen, og derfor bliver det nu meget svært for London-klubben at komme i top-4. Arsenal smider med sejren al presset over på Manchester City.
Kl. 16:57 - Den danske forsvarsspiller Rasmus Nicolaisen spillede hele kampen for Toulouse, da de hentede en sen 2-1-sejr mod nedrykningskandidaterne fra Lorient.
Kl. 16:46 - Manchester City er klar til kampen mod Nottingham Forest, og selvom Manchester-holdet har en kamp i hånden i forhold til Arsenal og Liverpool, så kræver det udelukkende sejre.
Kl. 16:30 - Oscar Fraulo spillede fuldtid for Utrecht i den hollandske Æresdivision, da de spillede 2-2 på udebane mod Waalwijk. Victor Jensen og Jeppe Okkels sad på bænken under hele kampen for Utrecht.
Kl. 15:58 - OB har stadig til gode at vinde på hjemmebane i denne sæson. Søndag eftermiddag tabte de igen på eget græs, da de indkasserede et nyt nederlag på 2-1 til bundholdet fra Hvidovre. Vestegnsholdet hentede derfor tre livsvigtige point i overlevelseskampen.
I Viborg spillede Viborg og Randers 0-0.
Kl. 15:25 - I topkampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby har Brøndby-træner Jesper Sørensen lavet en del ændringer til opgøret. Filip Bundgaard, Noah Nartey og Josip Radosevic er nye ansigter i startopstillingen. Nicolai Vallys er ude med karantæne, mens Ohi Omoijuanfo og Mathias Greve tager plads på bænken. Der er ingen overraskelser i FCN's startopstilling.
Kl. 15:02 - Der er danskeropgør i Serie A, hvor Victor Kristiansen starter for Bologna og Thomas Kristensen starter for Udinese. Holdet fra Udine kan kravle over stregen med en sejr, mens Bologna næsten kan sikre sig Champions League med tre point.
Kl. 14:35 - Dagens største opgør står mellem Tottenham og Arsenal. Arsenal skal bruge en sejr for at holde sig inde i mesterskabskampen, men ærkerivalerne fra Tottenham vil elske at stikke en kæp i hjulet på Arsenal guldambitioner.
Kl. 14:27 - Inter havde ikke de store problemer med at slå Torino, og de endte med at vinde kampen 2-0 på to mål af Hakan Calhanoglu.
Kl. 14:13 - Nijmegen kunne ikke stille noget op mod et stærkt AZ Alkmaar-hold, der tager en 3-0-sejr med hjem. Mathias Ross startede ude, men kom allerede på banen i første halvleg, mens Lasse Schöne slet ikke kom ind. Alkmaar er nu så godt som sikre på en plads i Europa League.
Kl. 13:55 - OB har endnu ikke vundet på hjemmebane i denne sæson, og hvis de skal slippe af med nedrykningsspøgelset, så må de ikke smide point mod Hvidovre.
Kl. 13:25 - Så er startopstillingerne til dagens første Superligaopgør landet. OB tager imod bundproppen Hvidovre, hvor der kæmpes om vigtige overlevelsespoint.
I toppen af nedrykningsspillet ligger Viborg og Randers, som kæmper en ihærdig kamp for at ende på syvendepladsen, der kan give adgang til en finale om at komme ud i en europæisk turnering.
Kl. 13:01 - Det er almindeligt kendt, at der altid er mange tilskuere til de tyske fodboldkampe. Lørdag skete der dog noget ganske imponerende i de lavere rækker. Amatørholdet Alemannia Aachen havde nemlig flere tilskuere tilskuere til sin kamp mod FC Bocholt i den tyske 4. regionalliga end Bayer Leverkusen havde mod Stuttgart. 31.034 tilskuere gik gennem tælleapparaterne, da Alemannia sikrede oprykning til 3. Bundesliga igen, mens der var 30.210 tilskuere i Leverkusen.
Kl. 12:35 - Der har været splid i Bayern München gennem det meste af sæsonen blandt andet grundet de skuffende præstationer i Bundesligaen. Storklubben er dog stadig med i Champions League, men uenighederne mellem Thomas Tuchel og Ulli Hoeness er fortsat. Nu har Lothar Matthäus bakket op om den tyske træner. Du kan læse meget mere om historien her.
Kl. 12:00 - Velkommen til en forrygende fodboldsøndag, hvor der skal spilles et hav af spændende kampe i Europa. I løbet af dagen kan du blandt andet nyde North London-derbyet mellem Tottenham og Arsenal, topkampene mellem FC Nordsjælland og Brøndby og FC København mod AGF, og Bo Henriksens overlevelseskamp med Mainz, når de møder nedrykningsrivalerne fra FC Köln.
Kampene starter dog i Holland og Italien, hvor Lasse Schöne og Mathias Ross starter på bænken for Nijmegen der tørner sammen med AZ Alkmaar klokken 12:15.
Blot et kvarter senere tager de nykårede italienske mestre fra Inter imod Torino. Selvom Inter allerede har sikret sig mesterskabet, så stiller de op i stærkeste opstilling, hvilket betyder, at den tidligere AGF'er Yann Bisseck starter på bænken.
Lørdag
Kl. 23.07 - Aston Villa formåede ikke at holde fast i føringen mod Chelsea i de sidste 30 minutter. Hjemmeholdet var endda tæt på at tabe, da Chelsea fik annulleret et mål til 3-2 i de allersidste sekunder. Det sluttede 2-2 på Villa Park og dermed tabte Unay Emery's mandskab to dyrebare points i kampen om Champions League billetter.
Kl. 22:59 - Det lykkedes ikke PSG at hive den franske Ligue 1 titel i land lørdag aften, da holdet hjemme på Parc des Princes måtte nøjes med 3-3 mod Le Havre på en meget våd og regnfyldt aften i Paris. Hjemmeholdet var bagud 3-1, men selv om det lykkedes dem at udligne var det altså ikke nok til at give dem titlen i aften.
Kl. 22.20 - På trods af voldsomme investeringer sidste sommer har det været en gudsjammerlig sæson for Chelsea, og det fortsætter tilsyneladende i aften. The Blues har ellers leveret en solid præstation på Villa Park, men effektiviteten foran mål mangler som sædvanlig. I den anden ende har hjemmeholdet været langt mere kyniske, når mulighederne har budt sig, og derfor står der 2-0 til Villa efter ca. en times spil.
Kl. 21.44 - Selv om Martin Braithwaite blot spiller i den næstbedste spanske række gjorde han igen på fornemste opmærksom på sit mulige kandidatur til en plads i den danske EM-trup, da han stod både for en scoring og en assist, da Espanyol spillede 2-2 mod Elche.
Kl. 21.14 - Der er en stor uge foran PSG. På onsdag møder de Borussia Dortmund i semifinalen af Champions League og i aften kan de med en sejr hjemme over Le Havre sikre sig deres 12. franske mesterskab. Sådan stiller holdet op:
Kl. 20.51 - Både Kasper Høgh og Albert Grønbæk kom på scoringstavlen, da Bodø Glimt på hjemmebane satte Rosenborg til vægs med en 3-1 sejr. Bodø Glimt har fået en fremragende start på sæsonen, hvor holdet efter de første fem kampe fører Eliteserien med 13 point.
Kl. 20.34 - Heller ikke denne gang lykkedes det at få skovlen under Bayer Leverkusen. For 13. gang i denne sæson udlignede Bayer Leverkusen i tillægstiden og dermed er holdet stadig ubesejrede i denne sæson efter at de lørdag aften spillede 2-2 hjemme mod VfB Stuttgart.
Kl. 19.47 - Kan Bayer leverkusen være på vej mod sæsonens første nederlag? Der er noget, der måske kunne tyde på det, for Deniz Undav har efter 57 minutter bragt VfB Stuttgart foran med 2-0 på BayArena. 30 minutter igen, kan Leverkusen endnu engang forhindre et nederlag?
Kl. 19.23 - Stefan Gartenmann blev matchvinder for Aberdeen, da holdet, trods en udvisning til Jack Vale efter 56 minutter, formåede at besejre Motherwell 1-0 på eget græs og derfor hev tre maget vigtige points i land i den skotske nedrykningsstrid. Dermed er Aberdeen nu rykket op på andenpladsen i nedrykningsspillet , hvor nr. 5 og 6 er i overhængende fare for nedrykning.
Kl. 18:55 - Efter Sheffields 5-1-nederlag til Newcastle er det en kendsgerning, at de nu officielt er rykket ud af Premier League. Indtil videre har de blot hentet 16 point på 35 kampe.
Kl. 18:24 - Bayer Leverkusen kan allerede nu nyde, at de har vunder det tyske mesterskab. Lørdag aften tager de imod Stuttgart, der med en sejr er så godt som sikre på en plads i næste sæsons Champions League. Selvom Leverkusen skal spille en vigtig Europa League-kamp torsdag, så er det et slagkraftigt mandskab, som Xabi Alonso sætter på banen denne lørdag.
Kl. 18:00 - Klokken 16-kampene i Premier League er færdigspillet. Manchester United spillede meget skuffende 1-1 hjemme mod Burnley.
Crystal Palace fik 1-1 ude mod Fulham, hvor Joachim Andersen spillede hele kampen. Wolverhampton slog Luton med 2-1, mens Newcastle smadrede Sheffield United med hele 5-1.
Kl. 17:55 - Kampen mellem Everton og Brentford kunne meget vel have været en kamp om at overleve i Premier League, men meget tyder på, at begge hold er rimelig sikre på en sæson mere i den bedste engelske række. Christian Nørgaard er tilbage for Brentford, og han starter på midtbanen sammen med Mathias Jensen.
Kl. 17:35 - Det lykkedes ikke for Jess Thorups Augsburg at vinde mod Werder Bremen. Det endte faktisk med et tungt 3-0-nederlag.
Bayern München sikrede sig en 2-1-sejr hjemme mod Frankfurt på to mål af Harry Kane. Wolfsburg hentede en vigtig 2-1-sejr i slutminutterne mod Freiburg, og de ser nu ud til at sikre sig en sæson mere i Bundesligaen.
Topkampen mellem RB Leipzig og Borussia Dortmund endte med slet ikke at blive en tæt affære. Hjemmeholdet fra Leipzig kom bagud i første halvleg takket være et pragtmål af Jadon Sancho, men så satte østtyskerne turboen til. Kampen endte 4-1 til Leipzig, og de ser nu ud til at sikre sig den sidste plads i Champions League.
Kl. 17:25 - Der er dømt topkamp i Italien, når Juventus og AC Milan brager sammen. Det er en kamp mellem tredjepladsen og andenpladsen, og selvom Inter allerede har sikret sig Scudettoen, så bliver det stadig en kamp med masser af tænding. Danske Simon Kjær sidder stadig ude med en skade.
Kl. 17:09 - Det blev ikke til mål i denne weekend for Patrick Dorgu, der så de sidste 20 minutter fra bænken. Kampen sluttede 1-1.
Kl. 16:33 - Harry Kane bliver bare ved med at score for Bayern München. De tyske giganter har haft en skuffende sæson og har allerede tabt mesterskabet. Dog har nyindkøbet Harry Kane leveret masser af mål. Den engelske landsholdsanfører har scoret hele 34 gang, og den seneste scoring kom efter ni minutters spil i dagens kamp mod Frankfurt. Den tidligere Vejle-spiller Hugo Ekitike udlignede dog senere, og de to hold er derfor gået til pause med stillingen 1-1.
Kl. 16:02 - Augsburg er lige nu i gang med deres opgør mod Werder Bremen og det kan blive et historisk et af slagsen for Jess Thorups mandskab. Skulle Augsburg ende med vinde i dag samtidig med, at Frankfurt taber, vil Jess Thorups tropper være blot to point fra sjettepladsen, der giver europæisk deltagelse. Det vil være klubbens største resultat i ti år. En imponerende bedrift - specielt, når man tænker på, at da Thorup overtog styringen i Augsburg lå de under nedrykningsstregen.
Kl. 15:41 - Lincoln med Lasse Sørensen og Lukas Jensen på holder misser chancen for at komme i Championship efter et 2-0-nederlag til Portsmouth.
Kl. 15:26 - Liverpool satte igen point til i kampen om det engelske mesterskab. West Ham formåede nemlig at få 2-2, og derfor ser det nu ekstra svært ud for Liverpool at vinde Premier League. De kan nemlig ende med at være hele syv point efter Manchester City med kun tre kampe tilbage.
Kl. 15:22 - Både Christian Eriksen og Rasmus Højlund starter på banen for Manchester United i deres kamp mod Burnley. Danske Jacob Bruun Larsen starter også på banen for Burnley. United kæmper for et spinkelt håb om Champions League, mens Burnley jagter overlevelse.
Kl. 15:10 - Det er sjældent, at vi beskæftiger os med ungdomsfodbold i fodboldtrackeren, men når en 16-årig dansker laver syv mål i en kamp, så er det værd at nævne. Den danske Arsenal-angriber Chidozie Obi scorede nemlig hele syv gange i Arsenal U18's sejr på 9-0 over Norwich U18. Du kan læse mere her.
Kl. 15:02 - HSV havde ingen problemer med at vinde over Braunschweig, der vandt kampen overbevisende med 4-0. Nu skal HSV håbe på, at Düsseldorf smider point senere mod Schalke 04, hvis Hamburg-klubben skal have en realistisk chance for at rykke op.
Kl. 14:52 - I Leipzig tager hjemmeholdet RB Leipzig imod Dortmund, hvor der spilles om vigtige point i kampen for at komme med i næste års Champions League. Yussuf Poulsen starter på bænken.
Kl. 14:47 - Så er opstillingerne til dagens første Bundesligakampe klar. I Augsburg skal Jess Thorups mandskab forsøge at slå Werder Bremen, der er uden Jens Stage. Dog starter Mads Pedersen på banen for Augsburg.
Wolfsburg med Jonas Wind i startopstillingen besøger Freiburg. Wind er eneste dansker i startopstillingen, da Joakim Mæhle tager plads på bænken.
Kl. 14:28 - Danske Patrick Dorgu får igen chancen fra start på venstrekanten, efter han i sidste weekend kom på måltavlen for anden gang i sæsonen.
Kl. 13:55 - HSV har spillet en flot 1. Halvleg og er foran 2-0 ved pausen. Den nordtyske klub skal bare holde dampen oppe i de sidste 45 minutter for at sikre sig de tre point.
Kl. 13:29 - Det er ikke kun i den bedste engelske række, der skal spilles fodbold. I League 1 spiller Lincoln mod Portsmouth. Linccoln, der kæmper for at rykke op i Championship, har hele to danskere i startopstillingen. Målmanden Lukas Jensen og midtbanespilleren Lasse Sørensen kan sammen med Lincoln sikre sig en plads i oprykningsplayoff, hvis de vinder førerholdet Portsmouth.
Kl. 13:00 - Liverpool skal forsøge at komme sig over derby-nederlaget fra midtugen. Der er da også foretaget et par ændringer i startopstillingen.
Kl. 12:30 - Liverpool åbner Premier League-lørdagen med en særdeles vigtig kamp mod West Ham i London. Hvis Liverpool stadig vil have et lod med i mesterskabstombolaen, så kræver det en sejr over The Hammers.
Inden Liverpool spiller skal HSV også forsøge at holde liv i deres oprykningsdrømme, når de møder Braunschweig på udebane. Hamburg-klubben har gennem hele sæsonen ligget på de sjove pladser, men flere dårlige resultater på det seneste har gjort, at de nu ikke længere kan afgøre sagerne selv.
Senere på dagen venter store kampe, hvor RB Leipzig og Dortmund mødes i en duel om Champions League-pladserne Juventus møder AC Milan og Rasmus Højlund og Manchester United tager imod Burnley.