Forundersøgelse peger på stor økonomisk gevinst ved Old Trafford-fornyelse
Men borgmesteren i Greater Manchester, Andy Burnham, fortæller mandag, at ingen offentlige penge kommer til at gå til projektet.
Manchester United overvejer, om de skal forfølge en plan til 17,9 milliarder danske kroner for et helt nyt stadion med plads til 100.000 tilskuere eller ombygge det eksisterende Old Trafford med plads til 74.000 tilskuere.
Burnham har støttet ambitionerne om at ombygge stadion sammen med et "mixed use"-kvarter med boligblokke, indkøbscentre og nye stationer for offentlig transport.
Det globale rådgivningsfirma Oxford Economics afslører, at fornyelsesprojektet kan give 92.000 nye arbejdspladser, mere end 17.000 nye boliger og 1,8 millioner ekstra besøgende om året i området.
"Dette kan blive det største fornyelsesprojekt, jeg nogensinde har set i dette land," kommer det fra Burnham.
"Vi håber, at det bliver det bedste fodboldstadion i verden, som giver fordele til beboerne omkring det."
Projektet ledes af Uniteds medejer, den britiske milliardær Jim Ratcliffe, som købte en minoritetsandel i klubben tidligere i år.
Selv om Ratcliffe oprindeligt antydede, at han kunne søge statsstøtte for at finansiere et "Wembley i nord," ser det nu ud til at være udelukket.
I den forgangne uge udpegede United de globalt anerkendte arkitekter Foster + Partners til at arbejde med planerne.
Fansene bliver bedt om at give deres mening til kende om ombygningen, og den tidligere United-kaptajn Gary Neville, som er en del af Old Trafford Regeneration Task Force, opfordrer tilhængerne til at deltage.