Frank og Brentford henter irsk stopper i rekordhandel
Tirsdag meddeler Brentford, at man for et ikke angivet rekordbeløb har købt den irske midterforsvarer Nathan Collins i Wolverhampton.
22-årige Collins har i Brentford fået en seks år lang kontrakt, som klubben har mulighed for at forlænge med yderligere to år, lyder det.
Collins skifter til Brentford efter kun en enkelt sæson i Wolverhampton, hvor det blev til 31 optrædener.
Før opholdet i Wolverhampton spillede Nathan Collins et enkelt år i Burnley, der i 2021 købte ham i Stoke.
"Jeg er meget tilfreds med, at vi har formået at hente Nathan. Han er en meget talentfuld midterforsvarer og er stadig ung", siger Thomas Frank på Brentfords hjemmeside.
"Han har mange gode egenskaber, som vi værdsætter højt. Han er en fattet og rolig forsvarer. Hans evner med hovedet i begge felter er store, både i åbent spil og på dødbolde, hvilket betyder meget i Premier League".
Nathan Collins er Brentfords andet indkøb denne sommer. 31. maj blev den hollandske målmand Mark Flekken købt i tyske Freiburg.